VM håndbold

Landstræner var nødt til at afsløre jokerkort

Danmark havde store offensive problemer i starten af tirsdagens kamp mod Østrig, men en taktisk ændring hjalp mod en overbevisende sejr.

Angrebet var indledningsvis udfordret, da Danmark tirsdag aften vandt den fjerde kamp i træk ved VM i håndbold.

Ved stillingen 7-3 til Østrig måtte landstræner Nikolaj Jacobsen ændre taktik. Når Danmark var i boldbesiddelse, blev Niklas Landin skiftet ud, og en ekstra spiller blev skiftet ind i angrebet, så de kunne spille syv mod seks og på den måde skabe overtal.

Det havde været bedre, hvis de ikke havde haft mulighed for at se, hvad vi lå og spillede

Nikolaj Jacobsen

Den plan lykkedes, og i løbet af ganske kort tid var Danmark planmæssigt foran. Men landstræneren havde gerne gemt det taktiske greb til torsdagens gruppefinale mod Norge.

- Det var fint, at syv-mod-seks-spillet blev brugt for første gang. Vi ville gerne have ventet til på torsdag, men nu fik vi det trænet i dag, og så kan det være, vi giver nordmændene noget at tænke over.

Er det ikke meget godt?

- Jo, der er både noget godt og skidt ved det. Selvfølgelig havde det været bedre, hvis de ikke havde haft mulighed for at se, hvad vi lå og spillede. Men nu fik vi set, hvad der fungerer, og det er jo også vigtigt. Det betyder også, at der er fuld tillid til det næste gang, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

Det var efter en dansk scoringspause på næsten ti minutter, at Nikolaj Jacobsen efter 18 minutter valgte at spille syv mod seks. Det valg viste sig at være en god idé. Danmark kom hurtigt foran og udbyggede stille og roligt en overbevisende føring, der resulterede i en sejr på 28-17.

Men hvis det også skal blive til den femte sejr i træk ved VM, så må det ikke blive en nødvendighed at skulle spille syv mod seks.

- Vi skal spille med større effektivitet i seks mod seks, ellers kommer de nordmænd til at løbe os ned, for deres kontra er deres helt store styrke. Men som vi ser, så synes jeg jo, at spillet egentlig var ganske udmærket, men vi kunne desværre ikke putte bolden i mål i starten, siger Nikolaj Jacobsen.

Danmark og Norge har begge maksimum point og den samme måldifference, men da nordmændene har scoret flere mål end danskerne, er det dem, der fører gruppen.

Vinderen af kampen tager fire point med i mellemrunden, mens taberen tager to point med videre. Bliver kampen uafgjort, tager både Danmark og Norge tre point med.