Nikolaj Jacobsen låser sin sidste udskiftning
Danmarks landstræner har skiftet ud to gange under VM. Den tredje og sidste udskiftning gemmer han til en eventuel skade på målmandsposten.
Hans Lindberg var den første, og fredag formiddag blev René Toft den anden spiller til at blive skiftet ud af Danmarks VM-trup.
Begge gange har det været på grund af skader og dermed ikke efter landstræner Nikolaj Jacobsens plan.
De to brugte udskiftninger efterlader landstræneren med kun én udskiftning tilbage i resten af turneringen, og den er forbeholdt en eventuel skade til enten Niklas Landin eller Jannick Green.
- Det vil ikke være specielt godt at gå ind til en kamp med kun én målmand. Bliver han så skudt i hovedet, skal vi sende en markspiller på mål, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT og fortsætter:
- Lige nu bliver der ikke skiftet. De nuværende 16 spillere i truppen er dem, der skal køre igennem.
Øris i bedring
De seneste dage har der dog været tvivl om Nikolaj Øris' tilstand. Danmarks eneste venstrehåndede bagspiller har døjet med lårproblemer siden gruppefinalen mod Norge torsdag aften.
Men søndag er der bedring at spore. Faktisk så meget, at både Øris selv og landstræneren forventer, at Bjerringbro-Silkeborgs-spilleren skal på banen mod Egypten.
- Jeg regner bestemt med at kunne spille i et eller andet omfang. Så må vi se, hvor meget det bliver. Der er sket meget fra i går til i dag, så jeg håber, at det samme sker til i morgen, siger Nikolaj Øris til TV 2 SPORT inden den danske træning søndag aften.
- Vi skal ikke træne helt så meget i dag. Det bliver stille og roligt, hvor vi mest skal gå nogle ting igennem. Så det kan jeg godt være med til. Jeg skal også lige have løbet frem og tilbage for at mærke, hvordan det føles, siger Øris.
- Vi må se, hvordan det ser ud til træningen nu her. Jeg håber, at han (Nikolaj Øris, red.) er mere klar i morgen, så han også kan spille i et vist omfang, siger Nikolaj Jacobsen.
Jacobsen gav spillerne fri
Den danske landstræner gav spillerne fri søndag formiddag, og den brugte Øris på at få behandling og is på baglåret.
Fritimerne gav også de mest anvendte spillere, heriblandt Rasmus Lauge og Mikkel Hansen, mulighed for at få mere hvile inden de sidste kampe i mellemrunden.
Danmark møder Egypten mandag aften klokken 20.30.