Tyskland og Frankrig er i semifinalen efter stort drama

Med en sejr over Kroatien spiller Tyskland både sig selv og Frankrig i VM-semifinalerne.

Tyskland og Frankrig skal spille i semifinalerne ved verdensmesterskaberne i herrehåndbold.

Det står klart, efter at de tyske VM-medværter mandag slog Kroatien med 22-21 i en intens kamp, der var under opsyn af det danske dommerpar Mads Hansen og Martin Gjeding.

Resultatet betyder, at ingen af de andre hold i mellemrundegruppe 1 kan nå hverken Tyskland eller Frankrig.

Det er dog stadig uvist, hvem af de to hold, der går videre som nummer et og to, da de begge har syv point inden den sidste kamp i mellemrunden.

Tyskland var foran med tre mål et godt stykke inde i anden halvleg mod Kroatien, men lukkede sin modstander ind i kampen igen.

Der blev derfor gået til stålet indtil sidste sekund. Den tyske profil Uwe Gensheimer lavede det afgørende mål til 22-20 for hjemmeholdet, der havde et entusiastisk publikum i ryggen i Lanxess Arena i Köln.

Inden hans scoring var kroaterne oppe i det røde felt over en kendelse fra det danske dommerpar, hvor der blev dømt angrebsfejl.

Først med et lille halvt minut igen fik Kroatien reduceret, og så kunne Tyskland holde på bolden, indtil kampuret viste 60 minutter.

Dermed kan de forsvarende europamestre, Spanien, ikke nå semifinalerne. De skulle håbe på, at Tyskland spillede uafgjort mod Kroatien. Selv med det resultat var spaniernes VM-skæbne dog ikke i egne hænder.

Tidligere mandag vandt de 36-24 over Brasilien, der ikke kunne følge op på søndagens overraskende sejr over Kroatien.

Spanien var fra start sydamerikanerne overlegne, og kampen var reelt afgjort ved pausen, hvor spanierne var foran med seks mål. Tættere på kom Brasilien ikke i anden halvleg.