Casper U. Mortensen er 'ikke aktuel' i længere perioder mod Sverige

FC Barcelona-fløjspilleren døjer fortsat med den knæskade, han pådrog sig i den anden kamp ved VM mod Tunesien.

Ingen ledbånd eller korsbånd var revet over, og der var ikke sket alvorlig skade i det venstre knæet.

Alligevel volder en væskesamling i knæet fortsat problemer for Danmarks fløjspiller Casper U. Mortensen, efter han landede forkert ned efter en scoring i kampen mod Tunesien den 12. januar.

Han har siden været på banen, men landstræner Nikolaj Jacobsen kommer ikke til at kunne give ham særlig meget spilletid, når Danmark onsdag spiller skæbnekamp mod Sverige.

- Casper U. Mortensen er lige nu ikke aktuel, i og med hans knæskade stadigvæk generer ham. Det er kun muligt at bruge ham i kort omfang, når Magnus (Landin, red.) lige skal have fem minutters pause, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

- Eller som den anden dag (lørdag mod Ungarn, red), hvor Magnus havde fået to udvisninger. Ellers er Casper ikke rigtig aktuel i længere perioder. Det er hans knæ ikke stabilt nok til endnu. 

Casper U. Mortensen, der fik en fantastisk start på VM med 13 mål på 13 forsøg i de første 2 kampe, var helt ude af kampene mod Saudi-Arabien og Østrig, mens han spillede 5 minutter og 41 sekunder mod Norge i den sidste kamp i det indledende gruppespil.

Er i fremgang

Mod Ungarn spillede han næsten tre kvarter, fordi Magnus Landin tidligt i kampen fik sin anden to minutters udvisning.

Mandag aften blev han sparet i sejren over Egypten, og han slår fast, at der går den rigtige vej.

- Det går fremad med knæet, så jeg glæder mig. Jeg er glad for, jeg fik en pause i går. Det er mit knæ glad for, så jeg kan være fuldt tunet til i morgen, siger Casper U. Mortensen til TV 2 SPORT.

- Jeg er blevet doseret det, jeg skal, og som har været meningen. Nu kommer de sjove kampe, jeg glæder mig meget.

Savnet i kontraspillet

Danmark har vundet syv ud af syv kampe ved VM og har nu et godt udgangspunkt før onsdagens møde med Sverige, hvor det bliver afgjort, hvem der skal videre til semifinalerne.

Trods den resultatmæssige overlegenhed erkender landstræneren, at det giver Danmark begrænsninger at spille uden den hurtige FC Barcelona-fløj.

- Indtil nu er jeg fint tilfreds med kontrafasen, men jeg vil gerne slå fast, vi mangler Casper. Han ville sikkert have løbet to, tre kontraer ind for os i nogle halvlege, så der mister vi jo noget med Magnus på backen i forsvaret. Så får vi så til gengæld en masse andet, siger Jacobsen.

Magnus Landin er nemlig en meget habil forsvarsspiller, hvor han - selvom han er fløj - ofte dækker op på backpositionen. 

Men bliver der behov for den lynhurtige Casper U. Mortensen til at løbe fra svenskerne, er han klar på det.

- Vi mangler nogle mål på førstebølgen. Så det håber jeg da helt klart, jeg kan bidrage med mod Sverige, siger Casper U. Mortensen, der ikke har svært ved at finde motivation fra sin plads på bænken.

- Jeg tror bare, jeg skal kigge rundt på de 15.000 tilskuere, der går amok. Så kommer tingene muligvis af sig selv. Det er motivation nok til at spurte det bedste, jeg kan. Og så har det også været en god balancegang. Jeg har gået og ventet i kulissen på, at knæet vil det, jeg også gerne vil. Og det går heldigvis fremad, så det er dejligt.

Danmark har under VM mistet René Toft Hansen, der pådrog sig en overrevet muskel. Umiddelbart ser det dog værre ud i den svenske lejr, hvor stjernespillerne Jim Gottfridsson og Jesper Nielsen er dømt ude af kampen mod Danmark.

Kampen spilles onsdag klokken 20.30 og kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.