VM håndbold

Færdig ved VM: Svensk stjerne misser skæbnekamp mod Danmark

Jesper Nielsen har ikke været i kamp siden det indledende gruppespil.

Jesper Nielsen, der blev kåret som den bedste stregspiller ved EM sidste år, er rejst hjem fra VM på grund af en lyskeskade.

Se Danmark-Sverige på TV 2 og TV 2 PLAY

Før braget om en plads i semifinalerne ved VM mod Danmark er Sverige endegyldigt blevet svækket.

Rhein-Neckar Löwen-spilleren Jesper Nielsen, der har været ude af de sidste tre svenske kampe på grund af en skade i lysken, er nu dømt ude af VM og rejst hjem til Tyskland.

Det meddeler det svenske håndboldforbund på sin hjemmeside.

- Det er trist for både os og Jesper Nielsen, at VM er slut for hans vedkommende. Vi har gjort, hvad vi kunne, men havde ikke tiden på vores side denne gang, siger landstræner Kristján Andrésson.

'Vanvittigt trist'

Forud for mandagens nordiske brag mod Norge, som Sverige tabte med 30-27, mente landstræneren, at Nielsen var tættere på at kunne komme i kamp end storskytten Jim Gottfridsson, der sidder ude med en mindre fibersprængning.

Nielsen kom dog ikke i kamp.

- Det er vanvittigt trist ikke at kunne være med mere, men jeg tror og håber, at gutterne når semifinalen, siger Jesper Nielsen.

- Vores medicinske stab og jeg har gjort, hvad vi kunne for, at jeg kunne komme tilbage i kamp, men desværre har vi indset, at det ikke kan blive så godt, at jeg kan spille i denne uge, siger

Da Sverige overraskede nåede hele vejen til finalen ved EM sidste år, blev Jesper Nielsen udnævnt til mesterskabets All Star-hold som den bedste stregspiller.

Skjern-spiller indkaldt

Skjern-playmakeren Jesper Konradsson er kaldt ind i den svenske VM-trup i stedet for Jesper Nielsen. Dermed har Kristján Andrésson altså ikke kaldt en ny stregspiller ind.

- I forsvaret føler vi os dog trygge, og derfor har vi indkaldt Jesper Konradsson for at give os selv flere alternativer i angrebsspillet, hvis det bliver nødvendigt. Han har været med før, både ved mesterskaber og i landsholdssamlingen i oktober, så han er i stand til at komme ind, hvis behovet opstår.

Svenskerne håber fortsat, at Jim Gottfridsson, der spiller i tyske Flensburg-Handewitt, kan komme i spil, såfremt Sverige når frem til semifinalen på fredag, men det er fortsat usikkert.

Gottfridsson blev kåret som den mest værdifulde spiller ved EM sidste år.

Sverige er tvunget til sejr mod Danmark på mindst tre mål i onsdagens brag, hvis de vil være 100 procent sikre på en plads i semifinalen, forudsæt at Norge som ventet slår Ungarn i kampen inden.

Kampen spilles klokken 20.15 i Boxen i Herning og kan ses direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.