VM håndbold

Landin måtte behandles før kampen: - Jeg nåede ikke at lukke øjet

Magnus Landin fik en skidt optakt til opgøret mod Egypten, men venstrefløjen kom stærkt tilbage og kvitterede med fire scoringer i kampen.

Der gik et sus gennem maven på mange TV-seere og tilskuere i Jyske Bank Boxen, da Magnus Landin pludselig lå på sidelinjen under opvarmningen.

Heldigvis kunne det hurtigt konstateres, at den 23-årige venstrefløj blot havde fået lidt harpiks i øjet, da Jannick Green reddede Kiel-spillerens skud under opvarmningen. Bolden fløj herefter direkte tilbage i hovedet på Landin fra kort afstand.

- Det var Jannick, der lige valgte at rebounde en bold tilbage i øjet på mig. Jeg skød stille og roligt fra fløjen og var ret tæt på Jannicks parade, og den kom direkte tilbage. Jeg nåede ikke at lukke mit højre øje, så jeg havde lidt harpiks siddende, forklarede Magnus Landin efter kampen.

På sidelinjen modtog fløjspilleren lidt behandling i form af øjendråber, og derefter kunne han vende tilbage og deltage i opvarmningen på lige fod med resten af holdet.

Derfor var der også plads til at joke om uheldet i TV 2 SPORTs VM-studie, hvor ekspert Kasper Hvidt mente, at situationen jo kun opstod, fordi han ikke var i stand til at score på sit skud.

- Det er jeg ikke i tvivl om, Kasper har sagt, ha ha. Det er, hvad der sker en gang imellem. Jeg fik det heldigvis de sidste harpiksrester ud, da jeg var i omklædningsrummet, tilføjede Kiel-fløjen.

I 26-20-sejren over Egypten drillede skarpheden ham kun en enkelt gang, da han scorede på fire ud af fem forsøg. Endnu en gang blev det også næsten til en hel kamp på venstrefløjen, da Landin blev noteret for 59 minutter og 28 sekunder på banen.

Det blev også belønnet i Bent Nyegaards karakterbog, hvor han scorede karakteren fem og titlen som kampens spiller:

- Jeg er imponeret over den knægt. Han holder et uhørt højt niveau i forhold til, at han først lige er begyndt sin internationale karriere. Der er ingen tvivl om, at hans skifte til Kiel har givet ham et kæmpe spark frem. Det er saliggørende at se på, lød nogle af ordene fra Nyegaard.

Danmark møder onsdag aften Sverige i den sidste kamp i mellemrunden. Her kan danskerne tåle at tabe med fire mål og stadig spille sig i VM-semifinalen

Danmark-Sverige bliver sendt direkte på TV 2 og TV 2 PLAY onsdag 20.30.