VM håndbold

Dansk dommerduo er færdig ved VM, mener eksperter

Efter eksperternes vurdering kommer Mads Hansen og Martin Gjeding ikke til at dømme mere ved VM.

TV 2 SPORTs håndboldeksperter vurderer, at Mads Hansen og Martin Gjeding har dømt deres sidste kamp ved årets slutrunde.

En tvivlsom dom kort før slutfløjt i VM-opgøret mellem Tyskland og Kroatien betød, at Mads Hansen og Martin Gjeding måtte agere syndebukke for voldsomme kroatiske frustrationer.

Med nederlaget er Kroatien ude af spillet om medaljer, men også det danske dommerpar kan være færdige ved slutrunden efter dramaet. Det mener i hvert fald TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Jeg ved ikke, hvordan IHF reagerer, men der er mængder af fortilfælde, hvor en afgørende fejl gør, at du ikke dømmer mere. Det er desværre det politiske system, der træder i kraft. Konsekvensen er, at dygtige folk bliver sendt hjem, siger han. 

Et af fortilfældene var i 2015, hvor den danske observatør Bjarne Munk Jensen blev udelukket fra VM, efter det sydkoreanske landshold blev snydt for et mål.

- Der er to ting i det. Der er noget politisk, og det andet er, at hvis du har været ude i noget, hvor der er så meget ballade omkring din person, er det også en form for beskyttelse i den forstand, at man ikke ønsker, at alt i deres næste kamp kommer til at handle om, at det var dem, der begik en fejl.

Også Nyegaards ekspertkollega Claus Møller Jakobsen har svært ved at forestille sig en situation, hvor Hansen og Gjeding bliver sat til at dømme en af de resterende VM-kampe.

- Det er et dansk dommerpar, der er alvorligt i ilden og under pres nu. Derfor vil det være rigtig, rigtig vanskeligt for dem at komme tilbage og stå i de kampe, der venter forude, som er vitale og altafgørende. Der vil være et kæmpe pres på de to, så jeg ser deres muligheder som ganske minimale.

TV 2 SPORT har været i kontakt med IHF. Ifølge det internationale håndboldforbund er der endnu ikke truffet en beslutning om, hvorvidt det danske dommerpar skal dømme flere kampe ved VM.

Historik hænger ved

Det var en angrebsfejl, som Martin Gjeding dømte med godt halvandet minut igen, der vakte størst opstand i den kroatiske lejr. Hvad kendelsen angår, er Claus Møller Jakobsen på linje med kroaterne, men ellers har han ikke meget tilovers for den hårde kritik.  

- De dømmer en fremragende kamp, men jeg er helt enig med kroaterne i, at der ikke er angrebsfejl. Set over de 60 minutter dømmer de danske dommere rigtig godt. De har styr over en voldsomt spillet kamp, og de giver egentlig mange udvisninger til tyskerne, forklarer han.

Bent Nyegaard er enig. 

- Hvis nogen forestiller sig, at det kan dømmes meget bedre, er de velkomne til at finde de dommere frem, der kan gøre det. Det er en svær kamp at dømme, men de dømmer outstanding godt, siger eksperten, der igen pointerer, at fejlen formentlig betyder et VM-farvel for den danske duo:

- Du kan ikke forlade din historik. Den forfølger dig, når du er med på den helt store scene. Den forlader dig aldrig, og den eneste måde, du kan komme videre på, er ved gentagne gange at levere overbevisende.

IHF-præsident forsvarer dommerne

Tidligere på dagen stillede Martin Gjeding og Mads Hansen sig frem og fortalte om kendelsen.

En kroatisk og en tysk spiller stødte sammen ved stillingen 21-20 til tyskerne med godt et minut tilbage af kampen, hvor en tysk sejr altså ville sende Kroatien ud i kulden og VM-værterne videre til semifinalerne. Det var Martin Gjeding, der fløjtede, og han fortalte, at han "ikke skulle se den ret mange gange på video", før han var klar over, at han havde begået en fejl.

Mads Hansen og Mads Gjeding var ikke populære blandt kroaterne i den dramatiske afslutning af skæbnekampen mod Tyskland. Video: TV 2 SPORT

- Et af kriterierne for, at der kan dømmes angrebsfejl, er, at forsvarsspilleren står stille, og angrebsspilleren kommer farende imod ham. Det var ikke tilfældet, sagde Gjeding til TV 2 SPORT.

- Det er den kendelse, der har haft de største konsekvenser for et hold, så den sidder i mig. I bedste fald er den tvivlsom. Jeg har set den 15 gange, og det var to spillere, der søgte mod hinanden. At dømme angrebsfejl var en fejlvurdering.

Fejl eller ej møder Martin Gjeding og Mads Hansen opbakning fra det internationale håndboldforbund (IHF) og præsident Hassan Moustafa.

- Det er menneskeligt at fejle. Dommerne fra Danmark er blandt de bedste i hele verden, og derfor har vi talt med dem og lyttet til dem om, hvad vi kan gøre i fremtiden for dommerne, så de får gode forhold, siger Moustafa.

- Vi stoler på dem og det danske folk. Vi kan ikke sige, at der aldrig sker fejl, men det er en menneskelig fejl. Der er pres på fra tilskuerne, spillerne og trænerne, og så kan de begå fejl.

Han tilføjer, at dommerudvalget arbejder på at lave statistik fra kampen for at se, hvor mange fejlkendelser der gik imod henholdsvis Kroatien og Tyskland.

Martin Gjeding og Mads Hansen dømte åbningskampen ved VM mellem Tyskland og Korea. Siden har de passet fløjterne i yderligere seks kampe. Duoen dømte VM-finalen for to år siden, og i 2016 stod de i spidsen for EM-finalen.