Jacobsen forudså allerede i december, at Olsen ville komme i knibe
Morten Olsen har spillet 35 ud af 480 minutter ved VM. TV 2-ekspert kalder ham alligevel en nøgle på det danske landshold.
Den begrænsede spilletid til Morten Olsen har været debatteret flere gange under VM, hvor han er den klart mindst benyttede spiller i Danmarks kamptrup.
Det skyldes blandt andet, at Danmark kun har Nikolaj Øris med som venstrehåndet højre back ved VM efter Niclas Kirkeløkkes skade. Angrebsspillet med udgangspunkt i den position – som Morten Olsen er en central del af – er dermed begrænset, og der er simpelthen ikke brug for Olsen så ofte, som landstræneren havde regnet med. Efter sejren over Sverige fortalte landstræner Nikolaj Jacobsen, at han allerede i december forudså, at Olsen ville komme i knibe i forhold til spilletiden.
- Jeg vidste allerede, da Niclas Kirkeløkke er blev skadet, at Morten Olsen ville komme i knibe i nogle situationer. Nu har vi ikke spillet så meget syv mod seks, men det kan være, det kommer, og så får vi brug for Morten i en af varianterne. Mod Sverige skulle Mads Mensah have lidt luft, og så kom Morten også ind, siger landstræneren og tilføjer:
- Morten er en dejlig, taktisk dygtig spiller, der skaber ro. Og så kan han jo også sende en underhånd af sted – det var lækkert at få ham i gang.
Mod Sverige fik Olsen otte minutter og syv sekunder på banen. Det bringer ham op på lidt over 35 minutter i alt. Faktisk er det kun Hans Lindberg, der blev skiftet ud af kamptruppen med en skade efter den første kamp, der har spillet mindre end Morten Olsen.
Alligevel spiller Hannover-Burgdorff-playmakeren en stor rolle for Danmark, pointerer TV 2 SPORTs håndboldekspert Daniel Svensson.
- Der sidder et godt håndboldhoved på ham. Han er kompetent, og han har prøvet meget. Han har spillet en masse gode år både i Frankrig og i Tyskland, og så har han vist sig at være en nøgle på landsholdet. Præstationen mod Sverige, både på banen og når han giver luft til de andre spillere, er rigtig vigtig, siger Daniel Svensson.
Bidrager også når han ikke spiller
Morten Olsen har under hele VM-slutrunden været ærlig, når han er blevet spurgt til den begrænsede spilletid. Det har irriteret ham, og han er blandt andet gået i motionscenter midt om natten for at knokle frustrationerne ud.
Onsdag aften var der dog kun glæde at spore efter Danmarks sejr i den sidste mellemrundekamp. Efter 13-13 ved pausen var Olsen med til at sætte gang i angrebsspillet i anden halvleg, så Danmark vandt med 30-26.
- Vi havde lidt mere flow i anden halvleg, hvor vi slap bolden lidt hurtigere og undgik for meget kontakt med svenskerne, siger Olsen og fortæller, at han prøver at guide sine medspillere med gode råd, når han ikke selv er på banen.
- Jeg tror, det er godt for alle spillere, at man får den hjælp udefra, man kan. Os der sidder på bænken har tid til at kunne se nogle ting på banen, som man måske ikke selv lægger mærke til, når man spiller. Det kan man tage med i sin fornemmelse på banen.
Olsen og resten af de danske håndboldherrer skal i kamp igen allerede fredag, hvor Frankrig venter i semifinalen.
Se Danmark – Frankrig direkte på TV 2 og TV 2 PLAY klokken 17.30.