VM håndbold

Nikolaj Jacobsen overvejer at skifte Lindberg ind til VM-finalen

Hans Lindberg blev skadet i Danmarks første VM-kamp mod Chile og skiftet ud af truppen Claus Fisker / Scanpix Denmark

Landstræneren vil først have en snak med Hans Lindberg og Johan Hansen, inden han tager en beslutning.

Se VM-finalen Danmark-Norge på TV 2 og TV 2 PLAY søndag fra klokken 16.10

I otte kampe har Hans Lindberg heppet, klappet og bakket op fra tribunerne i Herning og Hamborg, mens hans håndboldkammerater har været i kamp. 

Men måske vender den 37-årige landsholdsveteran tilbage på det danske landshold til VM-finalen søndag mod Norge. Landstræner Nikolaj Jacobsen overvejer i hvert fald at bringe højrefløjen i spil i guldkampen.

- Det vil jeg ikke afvise, men nu er der en dag i morgen (lørdag, red.), og vi skal også afvente og se søndag morgen, om der er nogle af målmændene, der er syge. Men jeg vil ikke afvise, at Hans kan komme i spil, siger Nikolaj Jacobsen efter fredagens semifinalesejr over Frankrig.

Hans Lindberg blev skadet i Danmarks første VM-kamp mod Chile og taget ud af truppen, og da hvert hold kun må lave tre udskiftninger i truppen under turneringen, er højrefløjen med 252 landskampe - næstflest i historien - ikke blevet skiftet ind igen, selv om han i noget tid har været klar til at spille.

Danmark har én udskiftning tilbage, som Nikolaj Jacobsen har passet på i tilfælde af en skade til en målmand. Men med kun én kamp tilbage har landstræneren ikke nogen grund til at gemme den længere, hvis han ønsker at hente rutinerede Lindberg ind på holdet igen. 

- Den samtale skal jeg have med Hans og Johan, før jeg skal have den med jer, siger landstræneren om sin overvejelse og indikerer dermed også, at det er Johan Hansen, der i så fald skal skiftes ud af den danske trup. 

Det var netop Johan Hansen, der blev skiftet ind i truppen, da Hans Lindberg blev skadet. Hansen var ikke på banen i fredagens semifinale mod Frankrig.

Se VM-finalen Danmark-Norge på TV 2 og TV 2 PLAY søndag fra klokken 16.10