VM håndbold

Alt er udsolgt til VM-finalen: - Vi kunne have solgt det dobbelte

Der bliver fyldt med danske fans - og nok også lidt norske - når Danmark og Norge spiller VM-finale klokken 17.30

Danske fans søger desperat på sociale medier og netsider efter billetter til VM-finalen, men alle pladser er revet væk.

Se VM-finalen på TV 2 og TV 2 PLAY med optakt fra 12.35

Hvis du ikke allerede har billetter til Jyske Bank Boxen i dag, får du brug for at stille dit fjernsyn ind på TV 2 eller logge ind på TV 2 PLAY

Alle 15.000 pladser til søndagens VM-finale og bronzekamp i Jyske Bank Boxen var solgt, allerede inden VM begyndte - og arrangørerne kunne have solgt mange, mange flere billetter til håndboldhungrende danskere. 

- Interessen er kæmpestor. Jeg har lige talt med billetsalget, og de påstår, at de kunne have solgt det dobbelte. Så selv om billetprisen er lidt oppe, vil folk gerne se håndbold alligevel, siger næstformand i Dansk Håndbold Forbund, Jan Kampmann, til TV 2 SPORT. 

De dyreste billetter til finaledagen har kostet 1495 kroner plus gebyr, og det er en pris, fansene tilsyneladende uden tøven gerne betaler.

De få billetter, som de seneste dage er frigivet, er blevet revet væk lige så hurtigt, som de blev sat til salg. Og på sociale medier og salgssider på nettet tager det kun en simpel søgning at finde utallige opslag fra danskere, der desperat søger efter billetter - og som er villige til at betale mange tusinde kroner for dem, selv om det er ulovligt at sælge billetterne til overpris.

Dansk Håndbold Forbund forventer ikke selv at få flere billetter tilbage fra sponsorer og de deltagende lande, som forbundet kan sætte til salg.

- Jeg tror ikke, chancen er ret stor, men der er ikke andet at gøre end at holde øje med billetsalget via Ticketmaster, som det hedder. Men jeg tror det ikke. Jeg tror, vi er der, hvor dem der har billetten, de kommer også, siger Jan Kampmann. 

VM-finalen mellem Danmark og Norge begynder klokken 17.30. Vinder de danske håndboldherrer, vil det være dansk herrehåndbolds første VM-guld nogensinde i den fjerde VM-finale gennem tiderne. 

Se VM-finalen på TV 2 og TV 2 PLAY med optakt fra 12.35.