VM håndbold

Nikolaj Jacobsen skifter ud i truppen inden VM-finalen

Danmarks landstræner Nikolaj Jacobsen har gjort brug af sin sidste udskiftning. Det koster fløjtalentet Johan Hansen VM-finalen.

Se VM-finalen på TV 2 søndag kl. 17.30

Nikolaj Jacobsen har gjort brug af sin tredje og sidste udskiftning ved VM.

Dansk Håndbold Forbund skriver i en pressemeddelelse, at fløjveteranen Hans Lindberg er blevet skiftet ind i truppen på bekostning af BSV-talentet Johan Hansen, der under VM har fået sin slutrundedebut.

- For at undgå at stå i en situation med blot en målmand har landstræneren valgt at holde på den sidste udskiftning. Da finaledagen nu er oprundet, og sidste chance for at foretage udskiftning under VM var her til morgen, har Nikolaj Jacobsen skiftet rutinerede Hans Lindberg tilbage ind i truppen, hvor han erstatter Johan Hansen, der oprindeligt blev indlemmet, da netop Lindberg fik en mindre skade i VM-åbningskampen mod Chile, står der i pressemeddelelsen fra DHF.

Nikolaj Jacobsen fortalte allerede efter semifinalen, at han overvejede at bruge sin sidste indskiftning ved VM på at bringe fløjveteranen Hans Lindberg i spil.

- Det vil jeg ikke afvise, men nu er der en dag i morgen (lørdag, red.), og vi skal også afvente og se søndag morgen, om der er nogle af målmændene, der er syge. Men jeg vil ikke afvise, at Hans kan komme i spil, sagde landstræneren fredag efter semifinalesejren over Frankrig.

Hans Lindberg meldte sig tidligere under slutrunden klar igen, hvis der skulle blive brug for ham. Den samme besked kom han med lørdag.

- Jeg har ikke gjort andet end at holde mig klar og træne, så jeg er fuldstændig klar til at springe ind, hvis Nikolaj får brug for mig, sagde han.

Lørdag spurgte TV 2 SPORT Lindberg, om en eventuel indskiftning ville være for at styrke holdet eller en gestus til en mangeårig landsholdsprofil.

- Jeg vil se det som begge ting. Jeg er her, fordi jeg har fortjent det. Jeg synes, jeg har spillet på et højt niveau. Det var også derfor, jeg var udtaget i første omgang. At jeg så har fået en skade, der gjorde, jeg blev sat ud, var selvfølgelig bittert. Men jeg har nogle ting, jeg kan bidrage med; rutine, og jeg har stået i sådan nogle kampe utallige gange.

Skadet i åbningskampen

Hans Lindberg, der har vundet to EM-guldmedaljer og været med i fem mesterskabsfinaler, får nu chancen for at være med i kampen om Danmarks første VM-guldmedalje nogensinde.

Han døjede med en forstrækning op til VM, men blev klar og spillede åbningskampen mod Chile, hvor et uheldigt sammenstød med en modspiller kostede ham en lægskade og pladsen i truppen.

Dermed gjorde landstræneren allerede på dag tre ved VM brug af sin første udskiftning, og da forsvarsgeneralen René Toft blev skadet og meldt ude af VM efter kampen mod Norge for ti dage siden, blev udskiftning nummer to brugt. Hans bror Henrik Toft blev skiftet ind, da han var blevet klar efter den skade, han fik lige inden slutrunden. 

Dermed blev landstræneren tvunget til at gemme sin sidste udskiftning, såfremt en målmand skulle pådrage sig en skade.

Er forberedt på Norge

En sådan skade er lykkeligvis udeblevet, hvorfor den sidste udskiftning kunne blive brugt til den sidste kamp ved VM.

Hans Lindberg fortæller, at hans 'forberedelse' til de øvrige kampe har været nærmest ikke-eksisterende, fordi han ikke skulle forberede sig på en modstander. Det har dog været anderledes op til VM-finalen.

- Selvfølgelig har jeg forberedt mig lidt på Norge, hvis det kommer til at ske, sagde Hans Lindberg lørdag.

- Lad os håbe, at Lasse (Svan, red.) gør det fantastisk. Han har spillet en fremragende turnering indtil nu, og så bliver der ikke så meget brug for mig, hvis Nikolaj vælger at gøre brug af mig nu. Ellers er jeg klar til at gå ind og bidrage med alt det, jeg kan og give den max gas. Det ville være fantastisk fedt at skulle ind og spille en finale, men det her handler ikke om mig. Det handler om holdet og vores chance for at vinde VM-guld. Om jeg kommer ind eller ej, er fuldstændig ligegyldigt.