VM håndbold

Se den euforiske jubel inde i omklædningsrummet

Timerne efter sejren i VM-finalen over Norge er gået med at fejre titlen - både i omklædningsrummet og med danske fans i Herning.

Se guldfesten mandag fra 12.35 på TV 2

Jublen fik ikke for lidt, da de danske VM-guldvindere kom en tur i omklædningsrummet efter søndagens triumf foran 15.000 tilskuere i Herning. 

Da medaljerne var hængt om halsen, og pokalen var modtaget, gik de historiske håndboldherrer sammen ned i katakomberne under de feststemte tribuner i Boxen, hvor fejringen fortsatte med øl og andre våde varer. 

- Der blev drukket øl. Trænerne er blevet smidt i bad. Vi har skummet hinanden ind i øl, siger Nikolaj Jacobsen om den danske guldfest i omklædningsrummet. 

I blev simpelthen smidt i bad? 

- Ja, og med isterninger også. Det var rigtig koldt, siger landstræneren. 

Da VM-heltene havde tilbragt noget tid i omklædningsrummet, været i bad og fået tøj på, gik turen i bus ind til Hernings Kongrescenter, hvor de fra balkonen blev hyldet af tusindvis af glade danskere. 

- At der står så mange nu. Vi havde ikke travlt med at komme ud af omklædningsrummet. Det er fantastisk, der er så mange, der vil stå og vente på os ude i regnvejret, siger Henrik Møllgaard til TV 2 SPORT. 

En fantastisk hyldest af de danske verdensmestre Video: Magnus Stig Christensen

Her fik de muligheden for at vise den pokal frem og i en fællessang gøre opmærksom på, hvor suveræne landsholdet har været under slutrunden. 

- U, u, ubesejret! U, u, ubesejret, lød det således fra spillertruppen med henvisning til, at Danmark vandt samtlige 10 kampe ved VM. 

Allerede mandag fortsætter fejringen af de nykårede verdensmestre, når turen går til en hyldest på Rådhuspladsen i København. 

Se de danske håndboldhelte løfte symbolet på titlen som verdensmestre. Video: Anders Masannek
Hansen rettede en stor tak til publikum i Herning. Video: Anders Masannek
Se det følelsesladede øjeblik da den historiske bedrift kom i hus. Video: Anders Masannek