- Tankerne om guld blev hurtigt dræbt, siger norsk stjerne

Norge kunne ikke stille meget op, da Danmarks håndboldherrer for første gang nogensinde blev verdensmestre.

Se guldfesten mandag fra 12.35 på TV 2

To finaler, to nederlag. 

Norge har nu været i finalen ved de seneste to VM-slutrunder, og begge gange har de stået tilbage som tabere. Søndag var det Danmark, der var for stor en mundfuld foran 15.000 mennesker i Boxen i Herning. 

De danske guldvindere var allerede fra kampens indledning i kontrol og kunne efter 60 minutter juble over en sejr på 31-22. 

- Vi er mega skuffede over sølvet og præstationen. Selvfølgelig er vi det. Vi havde virkelig lysten og troen på guldet, men de tanker blev hurtigt dræbt. Vi tabte til et bedre hold, siger Bjarte Myrhol til TV 2 Norge

- Danmark er en værdig verdensmester, og det har de været hele turneringen, siger Skjern-spilleren videre. 

Søndagens triumf var afslutningen på et VM, hvor Danmark har gjort rent bord med 10 sejre i 10 forsøg. To gange har modstanderen været Norge, og begge gange endte det med en sikker dansk sejr. 

- Det var et stærkt dansk hold. De spillede, som de har gjort under hele mesterskabet. De spillede os til tider ud af hallen. De er vældig gode, siger den norske målmand Torbjørn Bergerud, og landstræner Christian Berge stemmer i:

- Det var en tung kamp. Danmark er gode, og vi finder aldrig vores topniveau. Vi halter i defensiven, og Lauge river os i stykker, siger Berge til Dagbladet.

En af de spillere, der under VM har spillet en stor rolle på det norske mandskab, er Sander Sagosen. PSG-spilleren blev kåret som VM's bedste playmaker, men formåede aldrig at gøre det store væsen af sig i de to kampe mod Danmark. 

- Det er skuffende på en måde ikke at stå med guldet, som vi havde drømt om. Men i dag må vi bare sige, at Danmark var et bedre hold end os og lykønske dem, siger Sander Sagosen til TV 2 Norge.

Norge får muligheden for at revanchere nederlaget næste år, når de sammen med Sverige og Østrig er værter for EM.