Genoplev fejringen af de danske spillere fra Karup til København
Gik du glip af fejringen af de danske håndboldherrer mandag, eller vil du bare se den igen og igen, så har du muligheden i de mange videoer herunder.
Søndag aften blev Danmarks håndboldherrer verdensmestre for første gang nogensinde.
Mandag blev de så fejret på Rådhuspladsen i København, og TV 2 SPORT var med på hele rejsen fra Karup i Jylland til hyldesten på balkonen i den danske hovedstad.
Guldfest til den lyse morgen
Det blev sent for nogle og tidligt for nogle andre. Den danske guldfest på Fox and Hounds i Herning varede til den lyse morgen, så det var nogle tømmermændsramte spillere, der skulle rejse fra Karup mandag eftermiddag.
Afgang fra Karup
Lidt efter klokken 14.00 checkede de danske spillere ind i Midtjyllands Lufthavn, og klokken 15.05 lettede flyet med spillerne og deres familier ombord fra Karup.
På flyveturen mod København fik de danske verdensmestre selskab af to F-16-fly.
Og da Danish Air Transport-flyet med de danske håndboldherrer igen fik jordforbindelse omkring klokken 15.40, blev det oversprøjtet med vand af to brandbiler.
Øris glemte medaljen
På vej ud af Københavns Lufthavn holdt 'Guldbussen' med de danske håndboldherrer pludselig stille.
De fleste anede ikke hvorfor, men så kom landsholdets holdleder Kai Johannsen gående gennem midtergangen med en guldmedalje.
Den var glemt i flyet, men takket være et opmærksomt flypersonale fik Nikolaj Øris sin VM-medalje med til fejringen på Københavns Rådhus.
På busturen fra Kastrup til Rådhuspladsen i København var der også tid til at tjekke mobiltelefonerne eller se videoer. Landstræner Nikolaj Jacobsen så blandt andet 'Thomas Tog'.
Hyldest i København
Til tonerne af Volbeats 'For Evigt' trillede 'Guldbussen' cirka klokken 16.55 ind på Rådhuspladsen i København. Spillerne kunne ikke vente med at komme ud til de tusindvis af fremmødte danskere.
Fest på balkonen
Kort før klokken 17.30 trådte spillerne ud på balkonen på Københavns Rådhus. Her løftede de hver især VM-trofæet og modtog danskernes hyldest.
VM's bedste spiller, Mikkel Hansen, tog også sit eget guld med ud på balkonen. Hans få uger gamle søn, Eddie Max, fik lov til at mærke suset.
Hans Lindberg kunne simpelthen ikke få nok af danskernes hyldest, og han tog endnu en tur ud på balkonen på Københavns Rådhus.
Omkring klokken 18.30 forlod 'Guldbussen' Rådhuspladsen i København. De danske verdensmestre kørte videre mod en privat middag og efterfølgende fest.
Vil du se eller gense hele fejringen af de danske VM-helte, så kan du gøre det på TV 2 PLAY.