VM håndbold

Mere i vente, mener eksperter: - Nu bliver Danmark en form for dynasti

VM-titlen på hjemmebane er ingen enlig svale. Ifølge TV 2 SPORTs eksperter kan vi se frem til mere dansk guld.

De danske spillere efterlod ingen tvivl om, hvilken nation der er verdens bedste.

Med en suværen sejr over Norge søndag aften i Herning vandt Danmark sit første VM-guld nogensinde. Det skete efter en turnering, hvor herrerne har vundet rub og stub - 10 ud af 10 kampe - uden for alvor at være tæt på at tabe. 

Ifølge TV 2 SPORTs håndboldeksperter giver de danske verdensmestres præstationer løfter om mere.

- Jeg har lidt nogle tanker om, at nu bliver Danmark det, Frankrig har været de sidste 10 år. Nu bliver Danmark en form for dynasti, fordi der er så mange talenter på vej, at det her kan fortsættes, siger Daniel Svensson.

På samme måde spår Bent Nyegaard gode chancer for det danske landshold ved kommende slutrunder.

Er Danmark favoritter, når der skal være EM og OL næste gang?

- Ja, det tror jeg. Der er jo sket det i international tophåndbold, at Danmark er en af de få nationer, der ikke har foretaget et generationsskifte. Franskmændene er i gang, tyskerne er i gang, nordmændene har været i gang i et stykke tid, men danskerne venter.

Kinddans med Frankrig

Selvom Danmark har det store generationsskifte til gode, er der ingen grund til bekymring. Holdets stamme ser ud til at have en del gode år tilbage i sig.

- Når du kigger på aldersgennemsnit, så ligger det danske højt. Det kan godt være en enkelt skal ud hist og pist, men hvad de bærende spillere angår, kan jeg sagtens kigge fem år frem, forklarer Nyegaard.

Danmarks ældste spillere

  • Hans Lindberg, 37 år
  • Lasse Svan, 35 år
  • Morten Olsen, 34 år
  • René Toft, 34 år
  • Henrik Møllgård, 34 år 

- Det har forandret sig. Tidligere var man færdig som 30-årig. Nu kan de store spillere sagtens blive ved, til de er 36-37 år, supplerer den forhenværende landsholdsprofil og nuværende cheftræner i Århus Håndbold, Erik Veje Rasmussen.

Ifølge Michael V. Knudsen, der i mange år var Danmarks førstevalg på stregen, skal danskerne duellere mod de detroniserede verdensmestre i guldkampen ved forestående slutrunder.

- Hvis de spiller på nogenlunde samme niveau som til den her turnering, er det et hold, vi får se kæmpe mod Frankrig om titlerne de næste mange år.

Husk du kan se guldfesten mandag fra klokken 12.35 på TV 2