Ekspert bekymret for René Toft: - Det bliver hårdt

Claus Møller Jakobsen tvivler på, at Danmarks bedste forsvarsspiller har en fremtid på landsholdet.

Da Danmark sikrede sig VM-guld i herrehåndbold med en sejr over Norge søndag, var det uden René Toft Hansens medvirken.

Den danske forsvarspecialist så til fra lægterne, og det gjorde han, siden han fik et riv i lysken i gruppekampen mod nordmændene.

Toft forventes at være ude af stand til at spille håndbold i mindst fire måneder. Han har tidligere været hårdt plaget af skader, og derfor udtrykker TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen bekymring for stregspillerens fremtid på landsholdet:

- En spiller, man kan tvivle på, er jo desværre René Toft Hansen. Han har haft en forfærdelig skadeshistorik og en meget alvorlig lyskeskade, så det bliver en stor, stor opgave - både mentalt og fysisk - for ham at komme tilbage på topniveau.

René Toft er klar over, at der venter ham en periode, der står i skærende kontrast til fejringen og glædesrusen foran Københavns Rådhus mandag aften.

- Nu skal jeg hjem og sætte mig et nyt mål. Der kommer et halvt år nu, hvor jeg skal i træningslokalet og ikke spille håndbold. Det bliver hårdt, men så må man sætte nogle nye mål, og det er helt sikkert noget, der er med til at motivere mig, siger han til TV 2 SPORT.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Selvom 34-årige Toft står foran en ny skadespause, har han ingen intentioner om at stoppe på topniveau. Det fastslog han over for TV 2 SPORT før fejringen på Herning Rådhus.

Har du lyst til at kæmpe dig tilbage?

- Ja, selvfølgelig har jeg det. Der er lang vej lige nu, men jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med min genoptræning.

Toft måtte udgå. Video: Anders Masannek Jørgensen

René Toft Hansen blev opereret, kort efter han pådrog sig lyskeskaden, der holdt ham ude resten af VM. Han har siden stavret rundt på krykker. Nu vender stregspilleren tilbage til den ungarske storklub Veszprem, som han har kontrakt med indtil sommer.