Lindberg brugte Olsen som eksempel på, hvad landsholdet står for
Med et jublende menneskehav på Rådhuspladsen som bagtæppe talte Hans Lindberg om landsholdets betydning.
- Prøv at hør. Prøv at se, hvor mange mennesker der står og støtter os i bidende kulde. Det gør mig stolt.
Hans Lindberg var netop trådt ud på Københavns Rådhus' balkon mandag aften, da han satte ord på de tusindvis af mennesker, der tiljublede ham nedenfor.
Danmarks 37-årige højre fløj havde noget på hjerte:
- Hvis jeg skal prøve at opsummere det at være en del af landsholdet, så er det at gå ud over sine egne grænser, kigge ud over sine egne egoistiske holdninger og behov og ofre alt.
- Uanset om man sidder bag bænken, som jeg har gjort. Eller om man sidder 60 minutter på bænken i de første fire kampe, går i træningscenteret, knokler røven ud af bukserne midt om natten, bliver kaldt egoistisk og selvcentreret, som Morten Olsen er blevet kaldt.
- Man ved, at det er det rigtige at gøre, for når det kommer til de afgørende kampe, så skal man være der, og det var han. Det er dét, landsholdet betyder.
- Landsholdet er en enhed. Vi kæmper for alle, og vi er ikke kun 16 spillere. Der er behandlere, en træner, en assistenttræner og en holdleder, som har knoklet røven ud af bukserne 24 timer døgnet og fået det her hold til at præstere, som det har gjort. Det er dét, landsholdet er. At man ofrer sig selv.
Olsen trænede natten efter VM-triumf
Danmarks 34-årige playmaker Morten Olsen har skabt debat, fordi han flere gange har delt billeder af, at han styrketrænede om natten under VM.
Natten til mandag gjorde han det igen. Mens de øvrige nykårede verdensmestre i herrehåndbold fejrede triumfen på baren Fox and Hounds, sendte Olsen live på Instagram. Ikke fra festen, men fra fitnesscenteret Urban Gym et andet sted i Herning.
Den forhenværende landsholdsmålmand Kasper Hvidt talte om Morten Olsens træning i TV 2 SPORTs VM-studie under slutrunden:
- Han havde måske forventet en større rolle til det her VM, og han har ikke fået så meget spilletid, så det er måske en måde at få lidt opmærksomhed på.
Det har Olsen ikke siddet overhørig. Når playmakeren siden har delt billeder af sin midnatstræning, har han akkompagneret dem med hashtagget #kasperhvidt. Senest da han fejrede VM-triumfen med en tur i fitness natten til mandag.
Danmark sikrede sig verdensmesterskabet i herrehåndbold for første gang nogensinde ved at vinde 10 ud af 10 kampe sikkert. I finalen var de danske landsholdsspillere suveræne, og uden de store problemer sørgede de for en sejr på 31-22 over Norge.