Nordsjælland har fundet afløseren for Ian Marko Fog

16x9
. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Assistenttræner Simon Dahl overtager til sommer cheftrænerjobbet i Nordsjælland.

Efter seks sæsoner med Ian Marko Fog skal Nordsjælland Håndbold til sommer have ny træner.

Her har klubben valgt at ansætte klubbens assistenttræner gennem fire år, Simon Dahl. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

- Jeg er glad og stolt over, at få lov at køre projektet i Nordsjælland Håndbold videre. Det er et par store sko, der skal udfyldes, for Fog har gjort et fantastisk stykke arbejde for klubben, siger Dahl, som også har været assistenttræner på ungdomslandshold.

Selvom Ian Marko Fogs afsked først blev oplyst i begyndelsen af januar, har klubben i længere tid været forberedt på, det kunne ske. 

I pressemeddelelsen oplyser sportschef, Jørn Blom Hansen, at klubben har været på udkig efter erstatning gennem halvandet år.

Savner ny inspiration

Ian Marko Fog er glad for at valget er faldet på Dahl.

- Jeg anser Simon som et meget stort trænertalent. Vi har den samme filosofi, og er meget enige når vi taktisk forbereder os.

- Det glæder mig at klubben giver ham chancen, så han kan videreføre det koncept, som NH har haft succes med.

I forbindelse med nyheden om sin afsked fortalte Fog til TV 2 SPORT, at han savner ny inspiration.

- Jeg har været sindssyg glad for min tid i klubben. Har altid følt en stor opbakning fra ledelsen og folkene omkring. Der har været frie tøjler, og jeg har lært utrolig meget ved at få det ansvar. Det er jeg naturligvis meget taknemmelig for.

- Det kræver ekstremt mange ressourcer med de forudsætninger vi har, og presse de bedste hold i Danmark, siger Fog, som ikke ved, hvad han skal fremover.

I sidste sæson formåede Nordsjælland Håndbold som oprykker at overraske flere eksperter ved at kvalificere sig til slutspiller.

Inden Fog kom til klubben i 2013 var han træner hos svenske OV Helsingborg.