Dansk verdensmester skal opereres i knæet
Casper U. Mortensens knæskade under VM kommer til at kræve en operation. Det oplyser hans klub Barcelona.
VM-euforien har dårligt lagt sig, inden Casper U. Mortensen har fået en kedelig besked.
Venstrefløjen skal opereres for en meniskskade i sit venstre knæ.
Det oplyser hans klub FC Barcelona Lassa, der har planlagt operationen til fredag den 8. februar.
Casper U. Mortensen blev skadet under slutrundens anden kamp, hvor Danmark besejrede Tunesien. Efterfølgende spillede han slet ikke mod Saudi Arabien og Østrig.
I gruppespillets sidste kamp mod Norge fik Mortensen fem minutter og 41 sekunder på banen.
I den første mellemrundekamp mod Ungarn spillede han 43 minutter og 35 sekunder. Derefter sad han helt ude i mellemrundekampene mod Egypten og Sverige samt semifinalen mod Frankrig.
I finalen, hvor Danmark mødte Norge igen, fik Casper U. Mortensen syv minutter og 41 sekunder på banen.
I alt fik Casper U. Mortensen knap to timer på banen under VM, hvor Danmark vandt alle ti kampe. Mortensen scorede 14 mål på 15 forsøg, hvilket gør ham til slutrundens mest træfsikre dansker.
TV 2 SPORT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Casper U. Mortensen.