VM håndbold

Klub er bekymret for Lasse Svan og Rasmus Lauge efter VM-triumf

Ifølge Flensburg-Handewitt er de to danske landsholdsspillere tvivlsomme til det tyske topholds første kamp efter VM.

Lasse Svan og Rasmus Lauge var, med undtagelse af Magnus Landin, de to spillere, der spillede flest minutter for Danmark under det netop overståede verdensmesterskab i håndbold.

Den enorme belastning ser nu ud til at få konsekvenser for deres mulighed for at optræde for deres klub, SG Flensburg-Handewitt, i begyndelsen af februar.

På sin hjemmeside skriver Bundesligaens førerhold onsdag, at Svan klager over problemer i venstre lyske, og Rasmus Lauge har smerter i begge knæ.

Begge verdensmestre er derfor tvivlsomme til klubbens første kamp efter VM - udekampen mod HSG Wetzlar torsdag 7. februar.

- De to danskere restituerer fortsat i deres hjemland, inden de torsdag skal tilses af klubbens lægestab og doktor Torsten Ahnsel, oplyser Flensburg-Handewitt på sin hjemmeside.

- Klubbens lægestab og det danske håndboldforbunds lægestab er i tæt dialog. Yderligere undersøgelser vil give information om det videre forløb af spillernes restitution og mulige foranstaltninger.

Flensburg-Handewitts direktør Dierk Schmäschke udtrykker et inderligt håb om, at Lasse Svan og Rasmus Lauge hurtigt er tilbage på et mentalt og fysisk topniveau.

- Fordi vi har brug for, at alle er klar til de kommende opgaver. Jeg ønsker vores drenge hurtig og god bedring, siger Schmäschke til klubbens hjemmeside.

Svan og Lauge ikke de eneste

Også svenske Jim Gottfridsson og norske Magnus Rød er tvivlsomme til ligakampen mod Wetzlar.

Gottfridsson gennemgår for tiden et individuelt genoptræningsprogram under tilsyn af Flensburg-Handewitts lægestab, eftersom han pådrog sig en forstrækning i højre læg i VM-gruppekampen mod Ungarn.

Magnus Rød kom til skade i Norges semifinale mod Tyskland, og selvom han kom på banen i finalen mod Danmark, bliver han stadig behandlet - nu hjemme i Norge - for muskelproblemer i venstre lår.

Flensburg-Handewitt indtager, efter et suverænt efterår, førstepladsen i Bundesligaen med 38 point for 19 kampe. THW Kiel følger lige efter med 34 point, og på tredjepladsen ligger Nikolaj Jacobsens Rhein-Neckar Löwen med 31 point.