Håndbold

Norsk stjernes lillesøster skifter til Herning-Ikast

Den midtjyske håndboldklub har sikret sig en toårig aftale med den norske venstre back.

Før FC Midtjylland skiftede klubnavn til Herning-Ikast, havde klubben den norske landsholdsstjerne Veronica Kristiansen på holdet. 

Sidste år skiftede hun til storklubben Györ, men nu er en anden norsk Kristiansen at finde på holdkortet i det midtjyske. Lillesøster Jeanett Kristiansen skifter nemlig til klubben på en toårig aftale, der gælder fra 1. juli 2019.

- Jeg valgte at skrive kontrakt med Herning-Ikast Håndbold fordi det trigger mig at være med til at bygge et tophold op. Det har jeg prøvet før, og det giver mig meget motivation at være en del af.

- Herning-Ikast har ønsket mig til klubben i flere år, og jeg er meget smigret over, at de fortsat ønsker mig – de ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Jeg har altid ønsket at rejse udenlands, og jeg føler nu, at tiden er inde til et skifte, siger den 26-årige venstre back ifølge en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside, hvori direktør i Herning-Ikast Håndbold, Jakob Mølgaard Christensen, sætter ord på den norske bagspillers kvaliteter:

- Vi får i Jeanett en komplet tovejs spiller med store offensive og defensive kvaliteter og det ser vi som en klar styrkelse af vores kommende hold.

Jeanett Kristiansen fortæller i øvrigt, at hun 'hun vil gøre alt for, at Herning-Ikast spiller med om medaljerne hvert år og holder sig i toppen'. I øjeblikket er klubben nummer fem i HTH Ligaen med 24 point. Det kan ændre sig onsdag aften, hvor klubben møder Ajax København klokken 19.