VM-stjerne i stort skifte - genforenes med Mensah

Håndboldspilleren Uwe Gensheimer skifter til Rhein-Neckar Löwen, hvor han spillede fra 2003 til 2016.

Den rutinerede tyske håndboldspiller Uwe Gensheimer skifter til Rhein-Neckar Löwen fra næste sæson. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Fløjspilleren har til sommer kontraktudløb med den franske klub Paris Saint-Germain, hvor han siden 2016 har været holdkammerat med blandt andre Mikkel Hansen.

32-årige Gensheimer har skrevet en treårig kontrakt med Nikolaj Jacobsens hold, som løber til sommeren 2022.

Han når dog ikke at samarbejde med den danske træner, da Nikolaj Jacobsen forlader klubben til sommer for at koncentrere sig fuldt ud om jobbet som dansk landstræner.

Til gengæld bliver tyskeren kollega med Mads Mensah, der også spiller i bundesligaklubben.

Med skiftet vender Gensheimer tilbage til den klub, hvor han spillede fra 2003 til 2016.

- Jeg glæder mig til at vende hjem. 'Løverne' har en plads dybt i mit hjerte, og selv i min tid i Paris brød jeg aldrig kontakten.

- Mannheim er min hjemby, 'løverne' er min klub, og jeg er meget glad for at kunne iføre mig den gule trøje igen i de kommende ĂĄr, siger han til Rhein-Neckar Löwens hjemmeside.

Gensheimer er anfører for det tyske landshold og blev med sine 56 mål den fjerde mest scorende ved det netop overståede VM.

Tyskland sluttede som nummer fire ved slutrunden, efter at holdet tabte bronzekampen til Frankrig.

Paris har erstatning klar

Paris Saint-Germain har allerede onsdag præsenteret afløseren for Gensheimer. 

Klubben har skrevet kontrakt med islandske Gudjon Valur Sirgudsson, der skal være i klubben frem til 2020. 

Det skriver klubben pĂĄ sin hjemmeside.