Håndbold

En af verdens bedste spillere er på vej tilbage til dansk håndbold

Nycke Groot forlader til sommer det ungarske storhold Györ. Meget tyder på, at hendes næste klub bliver dansk.

En af verdens bedste håndboldspillere er blevet fri på markedet. 

Den ungarske storklub Györ bekræfter nu længere tids rygter om, at den hollandske stjernespiller og playmaker Nycke Groot stopper hos de dobbelte Champions League-mestre til sommer.

- Jeg er taknemmelig for min tid i Györ, men jeg er på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ønsker at prøve noget nyt, siger Nycke Groot i en meddelelse på Györs hjemmeside

- Jeg beder ikke nogen om at forstå min beslutning. Men jeg beder alle om at respektere den, siger hollænderen videre.

30-årige Nycke Groot har spillet for Györ siden 2015. Inden da spillede hun fire år i FC Midtjylland og tre år i TTH Holstebro i den danske liga - og en dansk klub kan meget vel blive hollænderens næste destination. 

I dialog med Odense

Flere velinformerede kilder fortæller til TV 2 SPORT, at Nycke Groot - der taler glimrende dansk - er meget interesseret i at vende tilbage til den danske liga. Hun har ifølge TV 2 SPORTs oplysninger blandt andet afvist et ellers meget økonomisk lukrativt tilbud fra franske Brest. 

Groots ønske om at vende tilbage til Danmark har ifølge TV 2 SPORTs oplysninger fået både Team Esbjerg, København og Odense til at reagere. Men Odense er - siger flere kilder - lige nu det bedste bud på en fremtidig arbejdsgiver i Danmark.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er der allerede dialog mellem Odense og Nycke Groot om mulighederne for et samarbejde fra næste sæson. 

Netop Odense Håndbold har indkaldt til et pressemøde onsdag klokken 17. Det er dog - så vidt TV 2 SPORT erfarer - ikke for at præsentere Nycke Groot, da der ikke er nogen endelig aftale på plads. 

- Vi indkalder jo til pressemøde, fordi vi mener, vi har noget spændende at fortælle. Men meningen med et pressemøde forsvinder jo, hvis vi allerede inden fortæller, hvad det handler om, siger Odense Håndbolds direktør Lars Peter Hermansen til TV 2 SPORT. 

Han vil ikke kommentere oplysningerne om Odenses dialog med Nycke Groot. 

Nycke Groot meddelte efter EM-slutrunden i januar, at hun stopper på det hollandske landshold. Det kan du læse mere om her.