Hverdagen har ramt håndboldherrerne efter euforisk VM
De danske VM-helte har haft godt 14 dage tilbage i virkeligheden siden guldtriumfen. TV 2 SPORT giver status på, hvordan det er gået dem.
Ægte guldøl er blevet forvandlet til hverdagens vand. Måske tilsat 'soda' foran, men formentlig uden tilsat sukker for Nikolaj Jacobsen.
Selvom guldmedaljen ikke længere hænger om halsen, og suset fra VM-succesen er sytten dage gammel, så glimter oplevelsen stadig klart i erindringen hos den danske landstræner. Og for ham søder minderne tilværelsen mindst ligeså meget som sodavand.
- Jeg tillader mig at være megastolt over, hvad vi præsterede. Resten af livet. De 18 dage – og særligt finaleweekenden – det kommer jeg aldrig til at glemme, siger Nikolaj Jacobsen.
Fejringerne i Herning og på hovedstadens Rådhusplads er skiftet ud med en tysk motorvej. Med sit klubhold, Rhein-Neckar Löwen, er 47-årige Jacobsen på vej til en travl udebaneturné.
Kamp torsdag aften mod Minden og to dage senere i hviderussiske Brest er, hvad det pressede program byder på. Pausen mellem kampene består - som ved slutrunder - kun af en enkelt hviledag.
- Normalt er der mere tid mellem klubkampene, men til gengæld bruger jeg så desværre rigtig mange flere timer med transport i bus. Der er travlt, bare på en anden måde, siger Nikolaj Jacobsen.
Dejligt at tage del i dagligdagen
Den danske landstræner er i høj grad en familiemand. Og selvom der er mere travlhed end trummerum over hans tilværelse i Tyskland, så ser han dog mere til sine nærmeste dernede, end han gjorde i januar, da Danmark på hjemmebane vandt VM for første gang i historien.
- Det var godt at komme hjem til familien. Jeg synes, det er dejligt at være hjemme og også tage del i dagligdagen. Sådan tror jeg, mange på holdet har haft det.
- Ting som at hente og bringe børn i børnehave, skole osv. Det er dejligt at være en del af det igen, svarer Nikolaj Jacobsen på spørgsmålet om det bedste ved hverdagens tilbagevenden efter VM-slutrunden.
Gensynet med hverdagen og især familien har været glædelig for mange. Blandt andre forsvarsstyrmand Henrik Møllgaard:
- Vi havde et par hårde dage, men det gav mig en masse energi at komme hjem til mine piger igen, lød det fra Aalborg Håndbolds danske landsholdsspiller en lille uge efter VM-guldet.
Et VM-guld, som blev fejret mere end et enkelt aften, og som måske kostede lidt på søvnkontoen, men ikke på overskudet:
- Der er ikke mange, der kan få mig til at tro, at jeg har det hårdt lige nu. Nu har jeg fået en uge, hvor folk har hyldet mig, og jeg har hyldet mig selv mindst lige så meget. Det er dejligt at være tilbage i hverdagen, sagde Henrik Møllgaard efter hans første klubkamp efter VM.
Hvordan det er gået for Møllgaard og resten af håndboldherrerne efter VM, kan du blive klogere på nederst i artiklen.
Syd for grænsen har Nikolaj Jacobsen haft to klubkampe siden verdensmesterskaberne - foruden den All Star-kamp, som den danske træner var en del af fem døgn efter VM-finalen.
Fra A5 i nordgående retning omtaler han fejringen af VM-guldet som fed og intens, men også hurtig. Han så gerne, den var efterfulgt af lidt ferie:
- Jeg tror, at vi allesammen godt kunne have tænkt os en uge eller 14 dages fri. Og have haft lidt mere tid til at fejre det, selvom jeg nu synes, vi gjorde det fint.
- Men jeg skal da være ærlig og sige, at jeg gerne ville have haft lidt mere tid til at nyde det, men det må jeg vente med til sommer, når jeg kommer hjem, fortæller Nikolaj Jacobsen over en tysk telefonforbindelse, der undervejs taber pusten et sekund eller to.
Og det aktuelle energiniveau er heller ikke helt i top hos ham selv på bagkant af VM-triumfen, erkender den danske træner:
- Efter vi vandt, så var det, som om at jeg blev 200-300 kilo lettere, fordi der var enormt pres på os alle sammen. Derfor falder man jo også lidt ned efterfølgende. Så man skal arbejde lidt med at være klar til dagligdagen nu, fordi det hele var så euforisk, siger Jacobsen.
I 2016 blev Nikolaj Jacobsen den første danske træner til at vinde Bundesligaen, og sæsonen efter forsvarede han og Rhein-Neckar Löwen titlen. Men sidste sæson var det kollegaerne fra den notoriske danskerklub Flensburg-Handewitt, som strøg til tops. En placering, som de med 20 sejre ud af 20 mulige holder fast på i den igangværende.
Den danske landstræner og mandskabet fra Mannheim er med 18 tilbageværende kampe hele syv point efter på tredjepladsen. Holdet havde i sommers en del udskiftning og ramte ikke deres vante effektive niveau i efteråret. Derfor anskuer Nikolaj Jacobsen da også sit sidste forår i klubben uden de store titelforhåbninger, men mere med et blik for fremtiden:
- Jeg vil egentlig bare slutte så godt af som muligt og har fokus på at udvikle holdet til de kommende år, så Rhein-Neckar Löwen måske om et-to år igen spiller med om titlerne.
- Men jeg vil da kæmpe for, vi kan lave overraskelsen i år, slutter han telefonopkaldet af.
Snart slutter hans tid i Tyskland - for denne gang - ligesom det er slut med de evindelige timer i bustransport. Men Nikolaj Jacobsens tørst efter succes er ikke slukket.
Se, hvordan det er gået for de danske håndboldherrer i oversigten herunder: