Lene Rantala begræder Larviks truende konkurs: - Alting er bare trist

16x9
Lene Rantala er midlertidig cheftræner i Larvik HK. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Den danske midlertidige cheftræner i Larvik HK, Lene Rantala, er ked af, at Norges mest vindende klub har været nødt til at gå i betalingsstandsning.

Mandag aften ramte en chokerende norsk nyhed, der, udover at give genklang i nabolandet, gjorde ondt i et dansk håndboldhjerte.

Det mangeårige håndboldflagskib i Norge, Larvik Håndballklubb, er gået i betalingsstandsning. Det betyder, at klubben er truet af konkurs, og at alle klubbens ansatte vil blive fritstillet.

- Alting er bare trist, siger Lene Rantala til TV 2 SPORT.

Den tidligere danske landsholdsmålvogter overtog først på måneden cheftrænerjobbet i Larvik.

Norges mest vindende håndboldklub har de seneste år kæmpet med økonomien, hvor et indtægtsskabende arbejde på det seneste har slået fejl. Alligevel kommer det som en overraskelse for Lene Rantala, at det nu har ført til en betalingsstandsning i klubben.

- Vi har vidst, at økonomien ikke har været helt super, men der er ikke nogen, der havde regnet med, at det skulle komme dertil, hvor vi er nu. Jeg er vældig trist over det, siger Lene Rantala.

Jeg er vældig stolt af alle spillerne

Lene Rantala, midlertidig cheftræner i Larvik HK

Rantala vil fuldføre med spillerne

Den danske Larvik HK-træner fortæller, at hun indtil videre har fået alt sin løn, men at hun endnu ikke ved, om fredagens løn også vil komme til tiden.

Lige nu er danskerens fokus rettet mod at stå sammen med sit hold i den vanskelige periode.

 - Hvis pigerne ønsker at fortsætte og spille, så bliver jeg selvfølgelig og fuldfører sammen med dem. Jeg får ikke mig selv til ikke at gøre det over for dem, siger Lene Rantala.

Spillerne i truppen har, medmindre klubben skulle gå konkurs, ingen mulighed for at skifte klub før 1. juli, da deadline for spillerskifter var 15. februar. Derfor fortsatte Lene Rantala også tirsdag sit arbejde som vanligt, hvor der blev afholdt taktikmøde, spist frokost og trænet forud for Larviks kamp onsdag aften i Eliteserien mod Fana.

- Jeg håber, at så mange af spillerne som muligt ønsker at spille kamp i morgen, og det virkede sådan i dag. Om de så har energi, og hvad overskuddet er i forhold til, hvordan vi fuldfører det, det ved jeg ikke. Det får vi at se, og vi kommer i hvert fald til at spille kamp i morgen, siger danskeren.

Jeg er så tilpas voksen, at jeg ved, at livet går videre uanset hvad

Lene Rantala, midlertidig cheftræner i Larvik HK

For præcis tre uger siden blev Lene Rantala ansat som midlertidig cheftræner, efter at norske Geir Oustorp blev opsagt. Hun kalder arbejdet med at samle spillerne op efter nyheden om betalingsstandsningen for 'en del af det at være træner' og roser samtidig sine spillere for håndteringen af situationen.

- Der er sket meget på tre uger for at sige det sådan. Jeg er vældig stolt af alle spillerne. Jeg synes, at de har været dygtige til at prøve at have fokus og bruge energien på de ting, som de kan gøre noget ved, siger Lene Rantala.

Målmand Lene Rantala i Larvik-målet råber til sine medspillere i Champions League-kampen mod Viborg 29. januar 2006 i Viborg Stadionhal.
Målmand Lene Rantala i Larvik-målet råber til sine medspillere i Champions League-kampen mod Viborg 29. januar 2006 i Viborg Stadionhal. Foto: Ernst Van Norde / Scanpix Danmark

Livet efter Larvik?

50-årige Lene Rantala har med egne ord boet i Larvik i 'halvdelen af sit liv'. Det er 22 år siden, at hun løb på banen til sin første kamp for klubben, hvor den danske målvogter nåede at spille i 17 år. Og selvom hendes virke i klubben kan være slut inden længe, så er det nutiden, der fylder mest for danskeren.

- Jeg er så tilpas voksen, at jeg ved, at livet går videre uanset hvad på den ene eller den anden måde. Fremtiden må vi se på, når det kommer. Og så skal jeg stå i det nu sammen med de piger, der har lyst, og så må vi gøre det, så godt vi kan, og så må det blive til så meget, som det nu bliver, siger Lene Rantala.

Larvik HK er i øjeblikket placeret på fjerdepladsen i den bedste norske række. Traditionsklubben er blevet norsk mester 19 gange og har vundet pokalturneringen 17 gange. Derudover er det blevet til en titel i Champions League-turneringen og to trofæer i Cup Winners Cup.

Uden for banen har Larvik i 2018 haft problemer med økonomien, men klubben blev i begyndelsen af maj reddet, da den skaffede tre millioner på to uger. Larvik havde også økonomiske problemer i 2014 og blev ligeledes reddet dengang.

Foruden assistentposten i Larvik var Lene Rantala tilknyttet det hollandske landshold under EM-slutrunden i december, hvor hun var målmandstræner.

Lene Rantala nåede at spille 227 landskampe for Danmark og var blandt andet med til at vinde OL-guld i både 1996 og 2000.