Kære Mette Tranborg, pas på dig selv
KLUMME: TV 2 SPORTs håndboldekspert Trine Nielsen henvender sig i denne klumme personligt til Mette Tranborg, der misser resten af sæsonen.
Kære Mette Tranborg
Jeg sad i søndags og så jeres kamp mod Brest, og jeg spillede klippet med din skade igen og igen i håbet om at finde et lille lyspunkt, der kunne afskrive en knæskade.
Men vridet var ikke til at tage fejl af, så spørgsmålet var bare omfanget af skaden. For mange kan det virke mærkeligt, at du ikke skreg, selv kunne løbe ud til bænken og efterfølgende kom gående ind i hallen blot med en pose is på knæet, men for mig blinkede alle advarselslamper allerede under kampen. Måden du tog dig til knæet inde på banen og efterfølgende din reaktion, da du kom ud på bænken til jeres fysioterapeut – noget var helt galt.
Nu er den værst tænkelige besked så kommet - korsbåndet er røget og foran dig venter operation, pause fra håndboldbanen og benhård (og til tider virkelig kedelig) genoptræning. Jeg ved, at du er en af de bedste til at passe din træning, så min bekymring går slet ikke på om du kommer tilbage. For mig handler det om hvordan du kommer tilbage. Og hvornår.
Hvis jeg må tillade mig at drage lidt paralleller med min egen karriere:
Tidligt udråbt som stort talent, masser af kampe på ungdomslandsholdet, hurtig debut som ligaspiller, stor betydning for klubholdet, landsholdsdebut og masser af personlig succes. Stort pres på kroppen, men lysten til håndbolden overskyggede de trætte muskler og signalerne fra kroppen – helt naturligt.
Det hele lærte mig én ting: For en professionel håndboldspiller følger hoved og krop ikke altid hinanden – og fornuften råder sjældent, når der er brug for det.
Derfor håber jeg inderligt at du - når du er færdig med at bande, græde og føle afmagt - vil lytte til gode mennesker omkring dig (måske endda tage disse linjer ind) og forhåbentlig begynde med at trække en stor, fed, sort streg hen over VM-slutrunden i Japan til november-december.
Der er ingen tvivl om din betydning for det danske landshold og jeg er også sikker på, at du ville kunne presse dig selv til at stå klar, når der fløjtes op til slutrunden. Men jeg håber ikke, at du får lov.
Bedste scenarie i mit lille hoved ville være at enten Odense eller DHF (eller ligefrem de to i skøn forening) fortæller dig, at du ikke får lov at deltage i Japan.
Jeg rev også mit korsbånd over i foråret - præcis som dig - og vendte tilbage til ligakamp i midten af november - seks måneder senere. Det var helt sikkert ALT for tidligt, men ingen stoppede mig - da slet ikke mig selv.
Man ved aldrig hvad der ville være sket, hvis havde jeg ventet længere. Men faktum blev, at jeg grundet følgeskader har været gennem syv operationer i samme knæ – og jeg derved aldrig opnåede nogen form for stabilitet i mit spil. Min karriere toppede (spillemæssigt) med andre ord som 22-årig - året op til min korsbåndsskade.
Tv-seerne, der har set os stå ved siden af hinanden i et studie, kan se, at der er åbenlys fysisk forskel på os. Jeg lægger mig også fladt ned og indrømmer, at min træningsiver i styrkerummet aldrig har været i nærheden af din. Den træningsflid, som hos dig, er enorm og kommer dig helt sikkert til gode det kommende års tid.
Brug det fornuftigt og arbejd benhårdt, men giv også dig selv lov til at trække vejret og opleve håndbolden på en helt anden måde. Det er hårdt at være uden for fællesskabet, men det er, når man er tilbage på banen, også en mulighed for at få sat tingene lidt i perspektiv.
Mit budskab er såre simpelt: Skyd slutrunden ud af hovedet, træn som en sindssyg og håb på, at dine landsholdskolleger klarer mosten og kvalificerer sig til OL i 2020, så det kan være dit mål for at toppe. Det vil give dig mulighed for at vende tilbage til banen i det helt rigtige tempo og ikke forcere noget.
Landsholdet og dit klubhold har på alle måder brug for dig de kommende mange år - du er Danmarks upolerede diamant, som kan være med til at bringe dit hold i den absolutte top, men det kræver, at alle passer på dig – måske mest af alt dig selv.