Håndbold

Nycke Groot skifter til Odense Håndbold

Nycke Groot skifter til Odense Håndbold efter denne sæson.

Den hollandske stjerne skal fra næste sæson spille i den fynske klub. Hun har skrevet under på en to-årig kontrakt.

Odense Håndbold får tilgang af en af verdens bedste playmakere fra næste sæson.

Hollandske Nycke Groot skifter fra ungarske Györ til fynboerne på en toårig aftale, skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Jeg er utrolig glad for, at vi har lavet en aftale med så dygtig og rutineret en spiller. Det betyder noget for vores ambitioner, både nationalt og internationalt, at få en spiller med Nycke Groots kapaciteter ind i truppen, siger Odenses cheftræner, Jan Pytlick, i pressemeddelsen.

Nycke Groot har spillet i ungarn siden 2015. Her har Groot vundet Champions League de seneste to sæsoner,

Odense og Györ skal faktisk møde hinanden i denne sæsons Champions League kvartfinale.

Nycke Groot har også været en fast bestanddel af det hollandske landshold. Her har hun vundet medaljer ved de sidste fire slutrunder. 

Selv ser Groot frem til sit skifte til Odense.

- Jeg glæder mig til at blive en del af holdet. Odense Håndbold er en god og stabil klub, og deres ambitioner matcher de ambitioner, jeg selv har, siger Nycke Groot.

Hendes tidligere ophold i Danmark har også medvirket til skiftet.

- Jeg har tidligere haft en god tid i Danmark, og jeg kunne allerede mærke sidste år, at jeg savnede den danske kultur og de venner, som jeg har fået i Danmark, siger Nycke Groot.

Nycke Groot har tidligere spillet i dansk håndbold for FCM Håndbold og TTH Holstebro.