Håndbold

Reinhardt melder afbud til landsholdet

Althea Reinhardt under landsholdets træning ved EM i Frankrig 1. december 2018.

En hjernerystelse holder fortsat Odense-målmand Althea Reinhardt på sidelinjen. Hun bliver hjemme fra den kommende Golden League-turnering.

Når det danske kvindelandshold i håndbold i næste uge rejser til Frankrig for at spille Golden League, bliver det uden Althea Reinhardt.

Den 22-årige Odense Håndbold-målmand er stadig ikke kommet sig 100 procent over det skud, hun fik i hovedet mod franske Brest i Champions League 24. februar, og hun har derfor meldt afbud til landsholdet, oplyser Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.

I stedet har landstræner Klavs Bruun Jørgensen udtaget 18-årige Anna Opstrup Kristensen fra Skanderborg Håndbold.

- Vi har set mange målvogtere an på landsholdet gennem årene, og Anna er den næste i rækken, siger Klavs Bruun Jørgensen i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Hun er et stort talent, der har stået en flot sæson i Skanderborg, og nu giver vi hende chancen for at vise sig frem på den helt store scene.

Althea Reinhardt har ikke spillet en kamp for Odense, siden hun pådrog sig hjernerystelsen i 29-24-sejren over Brest.

Det har betydet, at hollandske Tess Wester har været ene om at redde bolde for den fynske klub i to ligakampe og to Champions League-kampe.

Landsholdet samles mandag 18. marts i København og rejser midt på ugen til Frankrig.

Danmark møder Norge 21. marts, 23. marts gælder det Frankrig, inden Danmark slutter turneringen af mod Rumænien 24. marts.

Danmarks Golden League-trup

Målmænd: Sandra Toft, Amalie Milling og Anna O. Kristensen.

Stregspillere: Kathrine Heindahl, Stine Bodholt og Sarah Iversen.

Fløjspillere: Fie Woller, Lærke Nolsøe, Freja Cohrt, Trine Østergaard og Mathilde Hylleberg.

Bagspillere: Anne Mette Hansen, Kristina Jørgensen, Line Haugsted, Mie Højlund, Stine Jørgensen, Nadia Offendal, Lotte Grigel, Louise Burgaard og Celine Lundbye.