Håndbold

Aalborg påtager sig favoritrolle, men ekspert tror, de taber pokalfinalen

Selvom de søndag står over for ligaens førerhold, tror Daniel Svensson mest på, at Skanderborg vinder pokalfinalen.

Er I et bedre hold end Skanderborg?

- Ja, det synes jeg, siger Janus Smarason.

- Selvfølgelig er vi favoritter, men det bliver svært at vinde finalen, supplerer Henrik Møllgaard. 

Sådan lød det fra de to Aalborg-profiler, efter de havde været med til at besejre Bjerringbro-Silkeborg i en af de to pokalsemifinaler, der blev spillet lørdag. 

I den anden vandt Skanderborg 34-33 over Århus efter forlænget spilletid, og dermed møder midtjyderne Aalborg i søndagens pokalfinale.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Daniel Svensson medgiver, at aalborgenserne som ligaens tophold er 'det bedste hold' af de to finalister. Men han tror ikke på, de vinder.

- Jeg har fidus til Skanderborg. De har spillet det bedste håndbold, siger Svensson.

- De imponerede mig med rigtig mange ting i kamp et. De kunne godt være bedre til at sætte en meget stærkt spillende Marcus Mørk i scene, men jeg synes, de er spændende.

Eksperter uenige

Den køber Claus Møller Jakobsen ikke. Han peger på Aalborg som pokalmester.

- De har det bredeste mandskab og de dygtigste målmænd, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert med henvisning til Mikael Aggefors og Kristian Sæverås.

- Med det makkerpar står de stærkest, og så har de individualisterne i Henrik Møllgaard og Omar Ingi Magnusson, der kan afgøre kampen.

'Alt kan ske'

Netop Henrik Møllgaard ser frem til at stå over for Skanderborg søndag, selvom han er klar over, at det ikke bliver nogen nem kamp.

- Vi er her kun for at vinde, og vi glæder os til et hårdt opgør. Jeg synes, Skanderborg er et stramt hold at møde på dag to. De er farlige i deres underdogrolle, siger forsvarsspecialisten, der møder opbakning fra sin medspiller i Aalborg.

- Det er kæmpestort for klubben. Vi har ikke vundet pokalen før, så vi glæder os. Det er en finale, så alt kan ske. Jeg vil rose Skanderborg, der har været meget stabile over lang tid. Det har imponeret mig, fortæller Janus Smarason.

Du kan se pokalfinalen mellem Aalborg og Skanderborg med optakt fra klokken 15.30 på TV 2.