Håndbold

Klavs Bruun har et ønske til de danske dommere, som kan gavne landsholdet

En konsekvent dommerlinje, som giver spillerne lov til at gå til den, er noget, Klavs Bruun Jørgensen ville sætte pris på i den danske liga.

Se Danmarks kampe ved Golden League på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Når landstræner Klavs Bruun Jørgensen sætter sig til rette på en tilskuerplads i en af Danmarks håndboldhaller, kan han aldrig være sikker på, hvor meget smæk for skillingen, han kan se frem til.

Det afhænger nemlig meget af, hvor meget kampens dommerpar tillader, og det svinger ifølge landstræneren for meget i den danske liga.

- Jeg ser kampe, hvor der bliver givet lov, og hvor der bliver gået til stålet, og så ser jeg kampe, hvor der sker det stik modsatte. Det vil også være en evindelig diskussion, som aldrig kommer ud over, at der er stor forskel på dommerne, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.

Landstræneren har især lagt mærke til, at det bliver tydeligt, når kampen på forhånd har en klar favorit.

- Når et tophold møder et bundhold, bliver der nogle gange spillet efter laveste fællesnævner. Det, synes jeg, er lidt ærgerligt, siger han med hentydning til, at dommerne ikke giver lov til hårdt spil.

Hver sommer samles landets dommere til et møde, hvor der bliver evalueret og debatteret. Det møde kan ifølge landstræneren have betydning for landsholdet, såfremt der kommer styr på dommerlinjen.

Hvad ville du sige, hvis du blev inviteret med til et dommermøde?

- At de skal holde den linje, som de ofte holder i topkampene. For der synes jeg egentlig, at der bliver givet lov til, at man må gå til den. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det vil gavne os.

Klavs Bruun Jørgensen er dog godt klar over, at det er lettere sagt end gjort at få styr på dommerlinjen, når der er tale om så mange kampe over en sæson.

- Jeg ved jo godt, at det er svært, og jeg har den allerstørste respekt for dommerne og det, de render at laver. Men en fast linje ville helt sikkert gavne.