Dansk trøjefarve mod Frankrig fik spøjs konsekvens for Hylleberg

Det fik en bemærkelsesværdig konsekvens for Mathilde Hylleberg, at Danmark spillede kampen mod Frankrig i rødt i stedet for hvidt.

Mathilde Hylleberg, højrefløj, trøjenummer 21.

Lærke Nolsøe, venstrefløj, trøjenummer 3. 

Men det system var der gået godt og grundigt kludder i under Danmarks kamp mod Frankrig i Golden League lørdag aften.

Mens Lærke Nolsøe sad over i kampen, bar Hyllerberg nemlig Nolsøes trøje på banen, og det var ikke for at hylde sin landsholdskollega, men ganske enkelt fordi hun var nødt til det. 

På det tekniske møde forud for kampen blev det besluttet, at Danmark skulle spille i rødt i stedet for hvidt som i den første kamp mod Norge - og så opstod der pludselig det problem, at landsholdet havde glemt at medbringe en rød Hylleberg-trøje til Golden League-stævnet i Frankrig. 

- Lærke sad over i dag, og så kunne jeg heldigvis lige låne hendes trøje.

Overvejer I at bytte trøjer fremover, når det nu gik så godt?

- Haha, nej, det tror jeg ikke. Det ville Lærke være ked af, fortæller Mathilde Hylleberg efter kampen. 

Den 20-årige fløjspiller fik 34 minutter på banen i lørdagens sejr over Frankrig, hvor hun fik scoret et enkelt mål. 

- Det var sindssygt fedt. Det er sådan noget kampe, man bare vildt gerne vil spille, siger hun. 

Trods trøjeskiftet har Mathilde Hylleberg måske alligevel følt sig godt tilpas, da hun også bærer nummer tre hos klubholdet TTH Holstebro. 

Se Danmarks sidste Golden League-kamp mod Rumænien søndag klokken 14.30 på TV 2 og TV 2 PLAY.