Håndbold

Toft fik gåsehud under kampen: Lige før jeg fik tårer i øjnene

Sandra Toft leverede en stor kamp mod Frankrig, og hun kunne næsten ikke styre følelserne under kampen.

Se Danmark-Rumænien søndag kl. 15 på TV 2 og TV 2 PLAY

Danmark leverede noget af overraskelse, da de slog de franske europa- og verdensmestre med 25-22 i Golden League lørdag aften.

Særligt i anden halvleg var Danmark dominerende, og en stor del af sejren kan tilskrives målmanden Sandra Toft, der undervejs i kampen leverede den ene pragtredning efter den anden.

- Det var megafedt i dag (i går, red.), og jeg fik lidt gåsehud, da jeg stod derinde, fordi tingene lykkedes. Det er jo rigtig dejligt, fortæller Sandra Toft, der næsten blev overvældet over den danske præstation, der står i skarp kontrast til Danmarks første Golden League-kamp, hvor det blev til et stort nederlag til Norge.

- Det var lige før, jeg kunne få tårer i øjnene under kampen, fordi det betyder så meget for os. Det er hårdt, når det ikke virker, og tingene ikke fungerer, men det gjorde det i dag, siger Toft.

TV 2 SPORTs ekspert Bent Nyegaard kårede Sandra Toft til kampens spiller.

- Det har kolossal betydning, ikke mindst mentalt, at du har så sikker en målmand. Hun læste spillet og skuddene rigtigt godt, og hun har en god fornemmelse for at finde medspillere i de frie positioner. Det var en autoritativ præstation af Sandra Toft, lyder det fra Nyegaard i hans karakterbog.

Efter 12-12 ved pausen holdt Danmark de franske værter fra scoringer i de første syv minutter af anden halvleg, og Danmark kom slet ikke bagud i den sidste halve time. 

I modsætning til kampen mod Norge lykkedes det nemlig Klavs Bruun Jørgensens mandskab at holde skruen i vandet i alle 60 minutter, og det er noget, der glæder Toft.

- Det er det, vi viste i dag, vi gerne vil stå for. Det var en hård og sjov kamp at spille i den her hal, og det er jo altid sjovest, når man vinder, siger den danske førstemålmand.

I den sidste kamp ved Golden League-stævnet møder Danmark Rumænien. Kampen spilles søndag klokken 15 og kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.