Håndboldens topspillere: Derfor råber vi op nu
En håndfuld af verdens bedste håndboldspillere uddyber nu, hvorfor de har kontaktet to håndboldpræsidenter for at ændre sporten på flere punkter.
VM-slutrunden i januar blev på mange måder et vendepunkt. Den berømte dråbe, der i dette tilfælde fik drikkedunken til at flyder over.
- Efter den slutrunde begyndte vi at tale mere sammen blandt de europæiske spillere. Især om de mange kampe i træk, at der er to kampe på to dage, siger den kroatiske landsholdsspiller, Luka Stepancic, da TV 2 SPORT møder ham i Paris.
Sammen med sine holdkammerater i den franske hovedstad – og en lang række af verdens bedste håndboldspillere på tværs af køn – er Stepancic gået sammen i kampagnen #dontplaytheplayers. Frit oversat: Lad være med at lege med spillerne.
- Vi er utilfredse med situationen inden for håndbold, og den måde tingene håndteres på. Jeg synes kun, det er fair, at vi bliver hørt af dem, der træffer beslutningerne om mesterskabsturneringer og den arbejdsbelastning, vi topspillere er udsat for, siger Uwe Gensheimer.
- Det er vel et resultat af, at der nok er mange spillere, som nok har fået nok. Tager man udgangspunkt i VM-slutrunden, havde vi nogle hold, som spillede fem kampe på syv dage – og endte med at spille 10 kampe på 17 dage. Det er efter min mening alt, alt, alt for mange, siger verdens bedste, Mikkel Hansen.
- Det her bliver en lang kamp, tror jeg. Først og fremmest handler det om, at der bliver lyttet til os. Og så er det vel en kampagne, vi gerne vil sætte i gang – selvfølgelig for os selv – men også for fremtidens håndboldspillere. Så de ikke skal gå igennem de samme ting og sager, som vi gør.
- Vi vil rigtigt gerne kæmpe for, at vi alle sammen får bedre vilkår på banen. Der er ingen tvivl om, at holdningen virker, synes jeg hvert fald, en lille smule som om – undskyld mit sprog – at vi skal holde vores kæft og bare spille håndbold, siger den danske landsholdsspiller.
Derfor har spillerne sendt et brev til præsidenten i både det internationale og det europæiske håndbold.
- Det er ikke, fordi vi vil gå op imod nogen, vi vil bare ytre vores mening, forklarer Uwe Gensheimer.
5 konkrete ønsker
Det er et brev, der har to budskaber og fem konkrete ønsker til håndboldlederne.
Det første budskab er klart: Spillerne vil ikke længere finde sig i det kampprogram, man mener, er alt, alt for hårdt.
Det gælder i høj grad slutrunderne i december og januar.
Hvordan har du det fysisk, når du kommer hjem fra en slutrunde?
- Der er udsolgt. Der er udsolgt fra os alle sammen, når man spiller så mange kampe på så få dage. Et er, at man er træt, men rent mentalt er man også et helt andet sted, siger Mikkel Hansen.
- Vi kan selvfølgelig godt se frem mod VM i Egypten (2021 red.), at der blive lempet en lille smule i forhold til, at der kommer en ekstra hviledag, men i det store billede, synes jeg stadigvæk; for de store spillere, så er kampprogrammet ret ekstremt.
- Der kommer også noget OL-kvalifikation, hvor man spiller om at komme afsted til OL, som vel som sportsudøver er noget af det største, man kan opleve, det bliver afgjort ved tre kampe på tre dage, hvilket jo er helt uhørt efter min mening, fortsætter han.
Men problemet gælder ikke kun landsholdshåndbolden. Programmet i eksempelvis Champions League er heller ikke godt nok.
- Vi spiller Champions League Final4 på to dage – lørdag og søndag med mindre end 24 timers hvile imellem de to vigtigste kampe i sæsonen. Det er komplet vanvittigt, siger Nikola Karabatic, der har været med i verdens bedste ligaer i over 15 år, og som har deltaget ved samtlige slutrunder siden 2004, til TV 2 SPORT.
- Jeg er en smule pessimistisk om alt det her. Problemet har været der de sidste 10-20 år, hvor spillerne har klaget over kampkalenderen.
- Vi står med mindre magt og indflydelse end forbundene og klubberne, så vi som spillere – og jeg som spiller – føler ikke, at min og vores stemme bliver hørt, siger Karabatic.
Dermed tager han hul på brevets andet budskab.
Verdens bedste spillere vil nemlig ikke bare have forandringer i kampkalenderen. De vil også ind og være med, når de vigtigste beslutninger træffes i håndbold.
- Vi ønsker at blive mere involveret. At få mere indflydelse på programplanlægningen hen over sæsonen. For at starte et sted, bør vi spillere have en repræsentant, som har indflydelse på større beslutninger eller forandringer, siger Luka Stepancic.
Er der nogensinde en topleder, der har spurgt dig, hvordan det er at trives i det her kampprogram?
- Nej, på ingen måde, siger Nikola Karabatic.
- Det er jeg aldrig nogensinde blevet spurgt om. Og det er jeg da ærgerlig over, at jeg ikke har diskuteret med nogen, uddyber Mikkel Hansen.
Det ønsker spillerne nu, at der bliver lavet om på. Blandt andet ved, at de frem over får en repræsentant ved bordet, når der træffes afgørende beslutninger i det internationale håndboldforbund, IHF.
- Mit forslag ville være, at der måske var nogle tidligere spillere, der er stoppet for nyligt, og som har en nogenlunde ide om, hvordan vores program er i dag, som kunne være en del af et udvalg, siger Mikkel Hansen.
- Det er kun rimeligt, hvis vi kan have en repræsentant og en mening om det. Jeg håber, man vil lytte til vores mening, så vi kan træffe nogle gode beslutninger, siger Uwe Gensheimer.
Samarbejdsvanskeligheder
Det bliver en vanskelig proces. Det er spillerne allerede klar over.
Først og fremmest fordi man internt i håndboldsporten er utrolig dårlig til at tale med – og tage hensyn til – hinanden. For eksempel på tværs af forbund.
- Jeg har en mærkelig fornemmelse af, at der ikke kommunikeres særlig godt med hinanden, mellem ligaer som Bundesligaen eller her i Frankrig og så EHF eller IHF, siger Luka Stepancic.
Det blev også meget tydeligt, da tyske Rhein-Neckar Löwen i sidste sæson endte med at spille to kampe på to dage i to forskellige lande – og i to forskellige turnerninger.
Fordi aktørerne bag den tyske Bundesliga og EHF, der står for Champions League, ikke kunne finde en bedre løsning.
- Det er jo ikke nemt, for der er mange forskellige interesser. Lige nu arbejder folk hver for sig med deres egne problemer. Man kigger ikke på problemer i andre ligaer eller forbund. Så det er ikke nemt, siger Uwe Gensheimer.
- Vi tjener vores penge i klubben, men landsholdet får penge fra sponsorer til de internationale turnering, og det gør EHF også. Når sagen drejer sig om penge, er det svært at forhandle sig frem til noget imellem disse tre aktører, mener Luka Stepancic.
Men også internt blandt spillerne er der samarbejdsvanskeligheder.
- Vi har for mange forskellige interesser. Vi har spillere, der spiller i Frankrig og Tyskland, som har en masse kampe i løbet af året – for mange. Det øger risikoen for skader, og de spillere er virkelig bekymrede over det høje kampantal, siger Nikola Karabatic.
- Og så er der spillere i Spanien eller andre lande, hvor ligaerne ikke er så stærke. De er ret glade for at spille mange kampe i Champions League og med landsholdet. Så jeg tror, at selv blandt os spillere, der står vi ikke samlet.
Taber landsholdene?
I sidste ende kan det hele betyde, at landsholdene bliver de store tabere.
- Hvis jeg skal spille færre kampe (i det nuværende program, red.), så bliver det desværre landsholdet, der skæres fra, siger Nikola Karabatic.
Det har han og alverdens håndboldspillere allerede i en årrække gjort opmærksom på.
- Færre slutrunder? Det vil jeg altid synes, er en interessant ting. Fra spillernes synspunkt vil det betyde, at der vil være større prestige om at vinde tingene - og så tror jeg også, der vil værre større opmærksomhed.
- Der vil være fyldte haller over det hele, hvis man går fra at spille hvert evig eneste år til måske at spille hvert andet år, men i hvert fald: Det program, der er nu, er for hårdt i forhold til din krop rent fysisk – og ikke mindst mentalt, siger Mikkel Hansen.
Spørgsmålet er derfor, om spillerne er klar til den ultimative løsning. At boykotte landsholdet?
- I sidste ende bliver det nok landsholdene, der kommer til at tabe den her kamp, for man skal også kunne betale regninger. Det gør man ved at repræsentere sin klub, og i sidste ende, så kan man nok ikke være begge steder fysisk og mentalt, mener Mikkel Hansen.
- Og så er det selvfølgelig klart, at så vælger man landsholdene fra. Det synes jeg da er ærgerligt, både som spiller, at jeg vil miste en masse holdkammerater, eller at jeg en dag selv står i den situation, at jeg skal sige fra i forhold til at repræsentere mit land, som er det ypperste, der er, men jeg må også bare se i øjnene, at det bliver hårdere og hårdere.
- Det ville virkelig være en drastisk og svær beslutning. Det vil jeg ikke. Og det bør heller ikke være løsningen på alting, siger Luka Stepancic.
I stedet har spillerne inviteret håndboldtoppen til fællesmøde i Köln til maj, når der igen afvikles Champions League Final4 over en lørdag og søndag i Lanxess Arena.
- Det bedste, der kan ske, er, at vi begynder at snakke sammen, så vi får forandret noget allerede før næste sæson, mener Luka Stepancic.