Håndbold

Eftertragtet Nikolaj Jacobsen har haft andre 'fine muligheder'

Landstræner Nikolaj Jacobsen har forlænget sin kontrakt med Dansk Håndbold Forbund, så den løber til og med OL i 2024.

47-årige Nikolaj Jacobsen har de seneste fem år løftet den tyske klub Rhein-Neckar Löwen til nye højder.

Nu skal han forsøge at gøre det samme med håndboldherrerne de næste fem år, efter han torsdag har forlænget sin kontrakt med yderligere tre år i kølvandet på VM-triumfen, så slutdatoen nu er OL 2024 i stedet for juni 2021.

Over for TV 2 SPORT lægger Nikolaj Jacobsen ikke skjul på, at begge parter har haft et ønske om at forlænge kontrakten. For landstræneren, der var med til at vinde VM i januar, har det samtidig været med til at give ro omkring det at flytte hjem til Danmark efter opholdet i Tyskland.

Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Morten Henriksen, kalder Nikolaj Jacobsen "en eftertragtet herre på håndboldmarkedet", og selv bekræfter Nikolaj Jacobsen, at der har været bud efter ham fra andre end bare landsholdet.

- Der har været andre og fine muligheder både på det ene og andet niveau, lad mig sige det sådan. Men min førsteprioritet har hele tiden været DHF. For mig har det været vigtig at have en god grobund for familien og mig selv, så jeg ved, hvad fremtiden de næste fem år skal bruges på, siger landstræneren og tilføjer:

- Der er heller ingen tvivl om, at de andre jobs, som, jeg synes, er eftertragtede, de er ikke i Danmark. Så på den måde passer det fint for os som familie at få lidt ro på de næste fem år i Danmark. Så er der jo ingen, der siger, jeg ikke kan nå de andre ting senere.

Lyn-analyse

- Fagligt er han ekstremt dygtig. Så er han også vildt flittig. Der er ikke mange, der ser og analyserer så meget håndbold, som han gør. Han er utrolig velorganiseret og velforberedt. Kombineret med et godt håndboldhoved er han voldsomt respekteret blandt spillere. Det er en helt afgørende ting.

- I en fysisk præget håndboldverden har han også haft den holdning ikke at være den, der fører an i brutalitet. Det betyder, at Danmark fremover vil være et af de lande, der har færrest udvisninger. Set over en lang periode betyder det rigtig meget, at du kan fastholde din struktur og din formation.

VM-guldet har givet mod på mere

For godt to måneder siden stod Nikolaj Jacobsen i spidsen for det herrelandshold, der skrev historie ved at hente den første VM-titel nogensinde.

Resten af denne sæson skal han fortsat stå i spidsen for klubholdet Rhein-Neckar Löwen, men herefter bliver det jobbet som landstræner på fuldtid, der skal være i fokus.

- Jeg har været rigtig glad for de første to år med landsholdet, mit samarbejde med DHF og de folk, der er omkring holdet. Så er det klart, at VM-guldet har givet mod på mere, og jeg synes, jeg har et godt samarbejde med spillerne, og jeg kan godt tænke mig at fortsætte med det.

- Det har på en eller anden mærkelig måde føltes rigtigt fra næsten dag et at være en del af det her hold. Der er en masse spillere, som jeg kender rigtig godt og har det godt med, og som jeg føler, jeg har et godt samarbejde med. Så har staben omkring holdet også været en stor medvirkende faktor til, at det er blevet til den forlængelse nu, siger Nikolaj Jacobsen.

Vil ud og jagte flere medaljer

Ved siden af hverdagen som landstræner skal Nikolaj Jacobsen også være med til at udvikle en ny landsholds- og talentstrategi i DHF, der skal være med til at fremtidssikre dansk håndbold.

- Vi skal videre ud og jagte nogle medaljer hjem til Danmark. Det er det, der er målet. Og så glæder jeg mig også til sammen med Morten Henriksen, Henrik Kronborg og de andre dygtige folk, der er ansat i DHF, at skulle videreudvikle dansk herrehåndbold. Så der venter mange spændende opgaver forude.

Foruden jobbet i DHF får Nikolaj Jacobsen også tid til at være assistenttræner for sin datters hold i Gudme.

Første kamp efter kontraktforlængelsen bliver den 10. april, når Danmark møder Montenegro på udebane i EM-kvalifikationen. Tre dage senere mødes de to hold så igen i en totalt udsolgt Royal Arena i København.

Det er dog blot første lille skridt i jagten på de helt store titler. I den proces håber Nikolaj Jacobsen, at det kan blive med stort set de samme spillere, som var med til at vinde VM på hjemmebane i januar.

- Jeg håber og tror på, at størstedelen af den her gruppe har muligheden for at være med til 2024. Der er hård kamp om pladserne, men frem til 2024 er der mange af dem, som stadig kan spille med.

Herunder kan du efter VM-triumfen høre Nikolaj Jacobsen fortælle om trænerjobbet, der også har været en slags "fælles projekt" for familien:

Nikolaj Jacobsen fejrer sejren med sin familie, som har undværet ham under VM, nu vil han betale tilbage.