Kontra

'Sindssygt' kampprogram får Karabatic til at stoppe på landsholdet

Den franske stjerne glæder sig til at blive fri for det hårde kampprogram, når han engang indstiller sin karriere.

Han har spillet mere end 300 landskampe og scoret over 1100 mål. Han har deltaget ved samtlige slutrunder for Frankrig siden EM i 2004, hvilket giver en total på 20 slutrunder.

Han har vundet OL-guld to gange, EM-guld tre gange og VM-guld fire gange samt yderligere fem medaljer af sølv og bronze, hvilket giver 14 medaljer i alt.

Men til næste år er det slut. Nikola Karabatic, der er en af verdens største håndboldstjerner nogensinde, fortæller, at 2020 bliver året, hvor han spiller i sin sidste kamp på det franske landshold. 2020 er blandt andet blevet udvalgt, da der er OL.

- Det vil være fedt at slutte med et olympisk eventyr og måske en medalje. Det ville være dejligt at stoppe på landsholdet med et godt minde, men også fordi 2020 vil være et olympisk år med for mange kampe, og hele min karriere har jeg prøvet at vægte min klub og landsholdet ligemeget og kæmpe for begge. Og ikke spare på noget for mit helbreds skyld, siger Nikola Karabatic til TV 2 SPORT.

- Men jeg tænker, at når jeg i 2020 er 36 år, så er det på tide, at jeg tænker på mit helbred, så jeg også efter min aktive karriere kan spille håndbold med mine børn.

Det er jeg glad for, for så er jeg færdig med den vanvittige kampkalender og den sindssyge endeløse række af kampe

Nikola Karabatic om de to-tre år, han forventer at have tilbage at spille i

Det hårde fysiske spil og det tætte kampprogram er begyndt at sætte sine spor, og derfor er han nu begyndt at tænke på fremtiden.

- Jeg har haft en fodskade de sidste to-tre år, jeg har prøvet at spille med. Men det blev værre sidste år, så jeg blev nødt til at blive opereret. Jeg kom tilbage til VM, men jeg indså også, at mit helbred betyder meget for mig, siger Karabatic.

Nikola Karabatic

  • Født: 11. april 1984 i Nis (Serbien)
  • Alder: 34 år
  • Position: Bagspiller
  • Klub: Paris Saint-Germain
  • Landsholdsdebut: 2002
  • Guldmedaljer: 2 x OL, 3 x EM og 4 x VM

- Hvis jeg skal spille færre kampe, bliver det desværre med landsholdet. Fordi jeg må også tænke på min familie, fremtid, min krop og min karriere. Så efter OL i Tokyo, hvis vi er med til det, vil jeg stoppe på landsholdet, så jeg måske kan spille to-tre år længere med min klub.

Pessimistisk omkring fremtiden

Udmeldingen fra Karabatic kommer i kølvandet på et brev, som verdens bedste håndboldspillere, heriblandt franskmanden selv, har sendt til det internationale- og det europæiske håndboldforbund, IHF og EHF.

Af brevet fremgår det, at det er spillernes opfattelse, at håndboldens styrende organer – IHF’s og EHF’s råd og kommissioner – tvinger flere og flere kampe ned over hovedet på spillerne – uden at tage hensyn til et kampprogram, der i forvejen er voldsomt presset og som belaster spillerne voldsomt – fysisk såvel som psykisk.

Nikola Karabatic har tænkt sig at stoppe på det franske landshold efter OL 2020.

- Når vi spiller Champions League Final4 på to dage – lørdag og søndag - med mindre end 24 timers hvile imellem de to vigtigste kampe i sæsonen, er det komplet vanvittigt. Vi er ikke tennisspillere, der kan spille hver dag. Vores sport er meget fysisk hård, siger Karabatic.

- Næste sæson, som er et olympisk år, vil vi spille EM, Champions League, ligaen og kvalifikationskampe for at komme til OL med tre kampe på tre dage, som er de tre vigtigste kampe for hele OL-muligheden, der kun er hvert fjerde år. Det er sindssygt. Intet har ændret sig de sidste 10-15 år, så jeg er en smule pessimistisk. Jeg har to eller tre år tilbage at spille i, og så må jeg stoppe. Det er jeg glad for, for så er jeg færdig med den vanvittige kampkalender og den sindssyge endeløse række af kampe.

Her kan du se en tidligere optælling, som TV 2 SPORT har lavet af Mikkel Hansens kampe i OL-året 2016.

Kontra kan altid ses på TV 2 PLAY.

Hansen vil have bedre vilkår

Mikkel Hansen, der er holdkammerat med Nikola Karabatic i Paris Saint-Germain, fortæller, at han ikke har overvejet at kvitte landsholdt på grund af det fysiske pres, men at det dog er tanker, der kører - især efter han har fået en søn.

- Det ændrer da en lille smule på det. Jeg ved da, at der er andre spillere, som går med tankerne hele tiden. Det er ærgerligt, synes jeg. Selvfølgelig vil det altid være hårdt at skulle repræsentere sit land og være væk i januar, men jeg synes godt, man kan få nogle bedre vilkår og noget mere hvile.

Mikkel Hansen og franske Nikola Karabatic er to af de spillere, der står frem og udtrykker deres bekymring.

Han understreger, at en bedre prioritering og planlægningen af kampprogrammet vil give bedre spil og færre skader.

- Jeg tror også, det ville gøre produktet mere attraktivt i form af, at jeg tror, de forskellige spillere og lande ville spille på meget højere niveau, og jeg håber da helt sikkert, at man ville se meget færre skader, og at det ikke er tilfældet som man så i januar, hvor en masse spillere blev skadet - både til vores slutrunde, men også ved damernes, siger Mikkel Hansen.

Mange slemme skader

Den kroatiske landsholdsspiller Luka Stepančić, der støtter op om Karabatic og Hansen, fortæller ligeledes, at det ville være klart det nemmeste at indstille sin landsholdskarriere, men også klart den sværeste løsning.

Alle vil nemlig gerne spille på landsholdet, og for Stepančić er det en drøm. Men det skal ikke blive på bekostning af alt andet.

- Men som sagt har man sin klubkontrakt, man må opfylde. Det er jo ens job. Der er man nødt til at gøre, hvad de beder én om. Landsholdet er noget, man vælger, men at sige nej er et svært valg. Det ville virkelig være en drastisk og svær beslutning. Det vil jeg ikke. Og det bør heller ikke være løsningen på alting.

- Det, vi ønsker nu, er at blive hørt og fortælle folk, som måske ikke ved, hvor mange kampe vi spiller, hvad det er på bekostning af. Især ved sidste VM i Tyskland og Danmark var der en masse slemme skader. Ikke skader på 2-3 uger, men skader, der betyder seks måneders pause, siger kroaten.

Du kan afsnittet af Kontra, hvor TV 2 SPORT har været i Paris for at snakke med Hansen, Karabatic og Stepančić på TV 2 PLAY.