Underdogs imponerer Nyegaard: - En hemmelig semifinalefavorit

Et hårdt kampprogram til konkurrenterne kan ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert betyde, at Aarhus United kommer i DM-semifinalen.

Aarhus United fortsatte med at imponere, da de onsdag aften på udebane slog Viborg HK med 29-26.

Med sejren spillede de sig op på andenpladsen i slutspilsgruppe 2. Hvis de beholder den placering, når de seks gruppekampe er færdigspillet, vil de sensationelt være klar til en semifinale.

Og det er ikke helt utænkeligt, at de snyder Herning-Ikast for pladsen, mener TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

For både Herning-Ikast, Team Esbjerg og Viborg HK skal spille to opgør i EHF Cup-semifinalen inden for den næste halvanden uge, og det kan blive udslagsgivende for, hvilket hold der har flest kræfter tilbage til de afgørende kampe.

- Jeg er altså voldsomt imponeret over Aarhus United, som gør det helt forrygende. Det bliver en stor opgave for Herning-Ikast på hjemmebane mod dem.

- Aarhus United som hemmelig semifinalefavorit. Der er et eller andet, der lyder rigtigt, sagde Nyegaard efter anden runde i slutspilsgruppe 2 var færdigspillet.

Fra pengenød til slutspil på to år

Det er første gang siden 2009, at Aarhus' håndboldkvinder igen deltager i slutspillet. Desuden har holdet gennem de seneste par været igennem en genopbygning.

I slutningen af 2016 meddelte hovedaktionæren bag SK Aarhus, at klubben ville blive erklæret konkurs efter sæsonen, hvis de ikke fandt de millioner, der skulle til. Hjælpen kom, og SK Aarhus blev genopbygget med ny træner, nye spillere og nyt navn i form af Aarhus United.

To år efter navneskiftet står Danmarks næststørste by så igen med et kvindehold i slutspillet. Den kometagtige måde, de har gjort det på, begejstrer TV 2 SPORTs håndboldekspert Trine Nielsen.

- Jeg bliver så imponeret over det her United-hold, for de spiller med så meget ro, så meget overbevisning og med så stor indsats over hele linjen.

- Og selvom de kommer bagud, så tror de alligevel på egne evner. Det er imponerende på et hold, hvor den ældste spiller er 26 år, siger eksperten, som også roser trænerarbejdet hos Heine Eriksen, der har været med siden, Aarhus United overtog licensen fra SK Aarhus.

Aarhus United var også holdet, der i februar endte Odense imponerende stime i ligaen med 23 kampe uden nederlag.

Der resterer fortsat tre kampe af slutspilsgruppe 2. For Aarhus Uniteds vedkommende gælder det først en hjemmekamp mod Team Esbjerg, der fører gruppen, en udekamp mod Herning-Ikast og til sidst en hjemmebanekamp mod Viborg HK.