Landin-brødrene vinder pokalfinale med fem danskere

Niklas og Magnus Landin kunne søndag juble over at have vundet den tyske Final 4 med THW Kiel.

Niklas Landin spillede en hovedrolle, da THW Kiel søndag slog Magdeburg i den tyske pokalfinale.

Den danske målmand stod med en redningsprocent på hele 45,24, og ifølge Magdeburgs hjemmeside var han en af hovedårsagerne til, at Kiel endte med at vinde kampen 28-24.

- Vores rød-grønne spillere missede igen og igen på Landin, lyder det blandt andet fra den tabende klub, der var bagud med syv mål med syv minutter tilbage.

Niklas Landin spillede samtlige 60 minutter i triumfen, hvor lillebror Magnus Landin også var på banen. Han scorede et enkelt mål på tre forsøg.

Hos Magdeburg var Niklas Landins landsholdskollega Jannick Green på banen i lidt over 43 minutter. Han stod med en redningsprocent på 31,25.

Derudover havde Magdeburg Michael Damgaard og Mads Christiansen på banen. Damgaard scorede seks mål på 11 forsøg, hvilket placerer ham som delt topscorer med Kiels Harald Reinkind.

Mads Christiansen brændte alle sine fire afslutninger mod Niklas Landin.

Med søndagens pokalsejr, der kom i hus efter en pauseføring på 14-13, har THW Kiel mulighed for at vinde The Double, hvis klubben formår at indhente Flensburg-Handewitt i Bundesligaen.

Efter 26 kampe ligger Kiel nummer to med 46 point, mens Flensburg-Handewitt har 48 point efter 25 kampe. De to hold mødes på Kiels hjemmebane i fjerde sidste runde.

Magdeburg indtager tredjepladsen med 42 point.