Håndbold

Danmark skriver historie onsdag, men 'ikke meget er anderledes'

Titlen som verdensmester forpligter, når Danmark møder Montenegro i en EM-kvalifikationskamp.

Se Montenegro-Danmark på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 20.50.

Der bliver skrevet dansk håndboldhistorie, når Danmark møder Montenegro i EM-kvalifikationen onsdag aften.

Her går et dansk herrelandshold nemlig for første gang nogensinde på banen som verdensmestre. Det faktum har dog ikke ændret det store på rejsen til Balkan og nærmere bestemt Montenegro, hvor danskerne landede tirsdag.

- Det er ikke meget anderledes. Der er ikke meget plads i flyet, og vi skal stadigvæk mellemlande, så der er ikke den store forskel. Måske kan man skyde brystet en lille smule mere frem, men ellers er der ikke den store forskel, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

Som verdensmestre er danskerne store favoritter mod Montenegro, og den titel tager de på sig.

- Det er skønt (at være verdensmester, red.), men det forpligter også. Jeg ved ikke, om det er titlen, som i sig selv forpligter, men indsatsen i januar gør i hvert fald. Vi har selv sat barren højt i forhold til, hvad vi kan, og selvfølgelig bliver det svært at ramme niveau efter halvanden træning, siger forsvarsgeneralen Henrik Møllgaard.

- Selvfølgelig stiger de (forventningerne til dem, red.), men vores egne forventninger er mindst lige så store. Vi er nok også nødt til at have nogle realistiske forventninger. Det betyder også, at folk ikke kan forvente, at vi i hver kamp rammer det niveau, vi gjorde i semifinalen og finalen, som var tæt på til perfektion, siger landstræneren med hentydning til VM-semifinalen mod Frankrig og finalen mod Norge.

Jeg vil kalde det et humørhold

Nikolaj Jacobsen om Montenegro

Forbereder sig på humørhold

Den danske landstræner har haft svære betingelser i forhold til at kunne forberede sig på Montenegro. Videomaterialet har nemlig været begrænset, hvor de ifølge landstræner Nikolaj Jacobsen kun har haft mulighed for at kigge på to kampe.

- Jeg vil kalde det et humørhold, for de kan virkelig spille noget rigtig god håndbold, hvis de får lov. For vores vedkommende handler det om at sætte sig på kampen og give dem mindre lyst til at spille håndbold, siger han.

De danske stjerner går naturligvis på banen som store favoritter mod et montenegrinsk mandskab, som har fået en forfærdelig start i EM-kvalifikationsgruppen, hvor det er blevet til ukrainske tæsk og en pointdeling mod mikroputnationen Færøerne.

Men når verdensmestrene kommer på besøg, bliver det ifølge cheftræner Nikolaj Jacobsen et andet udtryk og andre spillere, som Montenegro går på banen med.

- Jeg tror måske, de har undervurderet deres to første modstandere, hvor de havde flere unge spillere med i deres trup.

- De har helt sikkert hentet noget mere erfaring ind. Når de stiller op med det hold, som de gør i morgen, så er det det næstbedste hold i puljen. Så vi skal forvente en hal, der koger, siger Nikolaj Jacobsen.

Danmark har vundet sine to første kampe i EM-kvalifikationen over henholdsvis Færøerne og Ukraine.