Hansen udvist efter 'minimal kontakt': - Det skal jeg være for klog til

Mikkel Hansen fik en udvisning, efter han puffede Montenegro Milos Vujovic i hovedet. En udvisning, han skal være for klog til at få, siger han.

De danske verdensmestre var pressede fra start i EM-kvalifikationskampen mod Montenegro onsdag aften.

Efter knap 12 minutters var Danmark bagud 5-7 og havde haft svært ved at få bolden ind det Montenegros mål. Nemmere blev det ikke, da Mikkel Hansen fik en to minutters udvisning, da dommerne mente, at han ramte Milos Vujovic i ansigtet, da danskerne var i angreb.

Mikkel Hansen er ikke helt sikker på, at han faktisk ramte Vujovic, men uanset hvad skal verdensstjernen ikke lade sig påvirke af det, forklarer han selv.

- Han puffer en lillesmule til mig, og jeg puffer en lillesmule til ham. Jeg rammer ham faktisk ikke engang, tror jeg. Hvis der er kontakt, er det minimal kontakt. Sådan er det, og det skulle jeg selvfølgelig ikke have gjort. Men igen, nu når jeg får to minutter, er det da ærgerligt, at det ikke gjorde en lille smule mere ondt på ham, siger Mikkel Hansen til TV 2 SPORT.

- Jeg rammer ham nærmest ikke. Det er da fint, at han vil lægge sig ned. Men sådan er det. Det skal jeg være for klog til, når vi spiller sådan et sted her, men de (dommerne, red.) bør jo også kunne se, hvor meget han går ind i mig under hele kampen.

Det er ikke den udgave, vi helst ser os selv i

Mikkel Hansen

Lykkedes de med at tirre jer?

- Det ved jeg ikke. De vandt kampen, så på en eller anden måde lykkedes de jo. Men jeg synes, at det er vores egen skyld. Men det er også en lille kvalitet, at vi kun taber med én, for når man normalt brænder så meget, som vi gør, er det sjældent, at man ikke taber større.

Ser frem til returkampen lørdag

Mikkel Hansen fortæller, at det var et landshold, der præsterede under niveau onsdag aften. Derfor forventer han også en andet resultat, når de mødes igen lørdag - denne gang på dansk hjemmebane.

- Det var selvfølgelig ikke godt nok. Det er svært at vinde en kamp, hvor man står mindre godt i forsvaret, og offensivt brænder vi i hvert fald ti 100 procents chancer, hvor vi ikke engang er presset, og så er det svært at vinde kampe.

Det danske herrelandshold tabte 32-31 mod Montenegro. Video: Malthe Henriksen

- Det er vel begrænset, hvor meget man kan analysere lige efter. Det er ikke den udgave, vi helst ser os selv i, som vi så her til aften. Men sket er sket, og det kan vi ikke ændre så meget på nu. Nu handler det om lørdag, hvor de skal have én over nakken, siger Mikkel Hansen.

Det modsatte opgør bliver spillet på lørdag, hvor det er Montenegro, der er på udebane, da kampen bliver spillet i en fyldt Royal Arena.

Du kan se kampen lørdag på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 20.00.