Håndbold

Aarhus United-bossens vovede forudsigelse resulterede i latter

Aarhus Uniteds spillere har haft meget at juble over i denne sæson (arkiv). Henning Bagger / Scanpix Denmark

Aarhus United har stor succes på banen og overrasket alle - inklusive dem selv. Nu drømmer de om en historisk semifinaleplads.

En klub med en af ligaens laveste budgetter kan med to runder tilbage af slutspillet fortsat selv afgøre, hvorvidt de skal være en del af semifinalen i kampen om danmarksmesterskabet.

Aarhus United er sæsonens helt store historie i kvindernes håndboldliga, og hvis de Langfredag slår Herning-Ikast, er de én kamp fra en historisk semifinaleplads.

- Jeg er fuldstændig på det rene med, at vi har overpræsteret på alt, siger holdets cheftræner, Heine Eriksen, til TV 2 SPORT.

Han har været med, siden klubben blev stiftet i 2017, efter at SK Aarhus gik konkurs. I holdets første sæson hentede de i gennemsnit 0,55 point per kamp, hvor de i denne sæson har hentet 1,19 per kamp.

I Danmarks næststørste by er der dog vished om, at sådan noget ikke kommer til at ske hvert år. Til det er klubben ikke rustet økonomisk. Mens der bliver vundet kampe på banen, bliver kampene hårdere på skrivebordet hos bestyrelsesformand Mads Winther for at beholde spillerne, der i øjeblikket sprudler.

- På en eller anden måde har jeg det fint med at være det her hold, hvor spillerne gerne vil til, og hvor de føler, at de kan komme på rette spor eller godt i gang med en ligakarriere, siger klubbens bestyrelsesformand og tilføjer, at han er stolt, hver gang en spiller vælger at fortsætte i klubben.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi turde drømme om, at det for mig eller holdet ville gå sådan her

Celine Lundbye, Aarhus United

Han er dog indforstået med den rolle, som Aarhus United i øjeblikket er i stand til at spille i toppen af dansk håndbold. En rolle, der i øjeblikket ikke er tilsvarende med deres resultater i ligaen.

- I mange år fremadrettet vil vi være en talentfabrik, og så skal vi jo finde ud af, hvor langt vi kan nå.

Med beskedne midler har de overrasket håndbolddanmark og ikke mindst dem selv. Inden sæsonens begyndelse sad blandt andre Mads Winther og Heine Eriksen på klubbens kontor for at danne sig et overblik over den sæson, som snart begyndte. De havde netop modtaget kampprogrammet.

- Vi sad sådan for sjov og satte point på, hvor mange vi forventede at opnå. Der skrev jeg 25 point. Der blev grinet ad mig. Jeg kan ikke huske Heines tal, men det var ikke oppe på 25. Det hele emmede bare af, at der kom til at ske noget specielt i denne sæson.

Aarhus United sluttede grundspillet med 31 point; seks point mere end det, Mads Winther vovede at håbe og forvente.

Profiler forlader klubben til sommer

Selvom Aarhus United i denne sæson har vist sig som et hold, der kan slå alle, og som har et ufravigeligt sammenhold, hvor spillerne trives, er der til sommer gang i svingdøren med afgang af målvogter Ditte Vind, playmaker Simone Petersen og stregspiller Majbritt Toft Hansen.

De tre profiler skifter til henholdsvis TTH Holstebro, tyske Metzingen og Viborg HK. Sådan er virkeligheden for den succesrige klub, erkender cheftræneren.

- Jeg er slet ikke tvivl om, at alle, der forlader os, tager et økonomisk skridt opad. Det er rigtig fint for dem. Vores økonomi er meget begrænset, siger Heine Eriksen.

Når pengekassen ikke er nok fyldt til at kunne matche konkurrerende klubbers kontrakttilbud, spiller de på andre tangenter for at gøre Aarhus United til en attraktiv klub at spille i.

- Vi har måske bare noget andet at tilbyde end økonomi. Noget af det, vi har at tilbyde, er det unge talentmiljø, det er Aarhus som en attraktiv by for mange af de unge spillere, både fordi der er rigtig god mulighed for at studere, og så er det bare attraktivt at være ung i en så fed by som Aarhus, siger Heine Eriksen.

Aarhus United blev i slutningen af 2018 skrevet på Dansk Håndbold Forbunds såkaldte ‘Sorte liste’, som betyder, at en klub ikke må skrive kontrakter med spillere, før den får styr på økonomien. I februar løsrev de sig fra listen.

Jeg tror, at vi i Aarhus United kommer til at skulle starte et helt nyt hold op engang igen

Heine Eriksen, cheftræner

Fra overskudslageret til landsholdsspiller

Mens de tre førnævnte profiler forlader holdet til sommer, har klubben sikret sig en bemærkelsesværdig underskrift med en eftertragtet spiller.

Højrebacken Celine Lundbye, som senest var med A-landsholdet til Golden League i marts, har valgt at blive i klubben og se bort fra andre bejlere, fordi hun nyder det, som klubben giver hende.

- Alt spiller for mig i Aarhus. Jeg er sindssygt glad for mit liv uden om håndbolden, mine holdkammerater, træneren og klubben. Så jeg kunne bare mærke, at jeg ikke var klar til at sætte det på spil. Det kan godt være, at der står en masse trænere og siger, at jeg kan få det et andet sted, men man ved jo aldrig. Her ved jeg, hvad jeg får, og det er jeg rigtig glad for. Jeg kunne ikke se nogen grund til ikke at tage et år mere, siger Celine Lundbye.

Den 22-årige back er et eksempel på, hvad Aarhus United gerne vil. Hun kunne ikke rigtig finde sig til rette i sine tidligere klubber og senest i Nykøbing Falster. Sidste sommer tog hun konsekvensen af det og skiftede til Aarhus.

Det valg skulle vise sig at være det bedste, hun kunne tage på det tidspunkt.

Vi vil gerne ind at gøre en forskel, efter at vi har siddet på bænken andre steder

Ditte Vind, Aarhus United

- Jeg ved ikke, hvad jeg havde af forventninger eller ambitioner, da jeg kom. Jeg var kørt lidt træt i håndbold. Jeg tror bare, jeg gerne ville finde noget glæde ved sporten igen. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi turde drømme om, at det for mig eller holdet ville gå sådan her.

Landsholdsspilleren er ikke den eneste, der er hentet til klubben fra andre klubbers overskudslager.

- Det her er et eksempel, der har vist, at det er en god vej at gå, hvis man som talent vælger at vægte spilletid, rolle og et talentfuldt miljø, siger Heine Eriksen, som ved siden af cheftrænerjobbet i Aarhus er U17-landstræner.

- De kommer til os med en rigtig god base fra deres tidligere klubber. Klubber, hvor de ikke har haft en fremtrædende rolle og har fået meget begrænset spilletid. Så har vi i to år arbejdet hårdt på at videreudvikle de her spillere og har haft stor succes med det.

På under et år er Celine Lundbye gået fra at være håndboldtræt til “håndboldgal”.

- Det er sindssygt fedt at spille håndbold. Det er fedt at være mig. Jeg er sindssygt glad i mit sociale liv og omkring håndboldbanen, så det kunne ikke være bedre.

Til sommer er det derimod slut for Ditte Vind, som ellers har været med fra klubbens begyndelse. Hun tager i stedet til TTH Holstebro, som, hvis man kigger på tabellen, klarer sig dårligere end klubben, hun spiller i nu.

- Jeg synes, det er ved at være tid til at tage på min egen rejse. Jeg har virkelig været glad for at være en del af klubben og få lov til at bygge den op. Nu kunne jeg godt tænke mig at komme videre og lade andre tage pladsen og få den selvtillid, som jeg har fået i Aarhus, siger Ditte Vind.

Nu vil hun ud at bruge de evner, som hun igen fandt ud af, at hun havde. Hun har kunnet mærke, hvordan det hele er gået op i en højere enhed, fordi mange af spillernes fortid er den samme, når de ankommer.

- Vi vil gerne ind at gøre en forskel, efter at vi har siddet på bænken andre steder. Aarhus United har bare været et sted, hvor man kan blive en bedre ansvar, og hvor man kan tage det ansvar, som der var rum til.

Kan komme til at skulle bygge det hele op igen

Historier som Celine Lundbye - og Ditte Vind for den sags skyld - håber klubben at skrive flere af, og det kan faktisk vise sig at være nødvendigt.

Cheftræner Heine Eriksen, som i sidste uge forlængede sin kontrakt til 2023, er nemlig indforstået med, at kontinuitet kan være svær at fastholde.

- På et tidspunkt kommer vi nok til at skulle skifte endnu mere ud, når spillerne når to år frem i deres karriere og bliver endnu bedre. Jeg tror, at vi i Aarhus United kommer til at skulle starte et helt nyt hold op engang igen, siger han.

Den virkelig skræmmer ham ikke. Faktisk er det blandt andet tanken om den mission, der driver ham.

- Jeg kunne godt tænke mig at være med til at se, om vi kan gøre det her en gang mere - at starte et nyt hold igen og føre dem med frem endnu en gang.

Se med på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 14.30, når Aarhus United skal forsøge at blive ved med at overraske, når de møder Herning-Ikast.