Håndbold

Herning-Ikast leverer kæmpe overraskelse og slår Odense i første semifinale

Herning-Ikast skal nu bare bruge uafgjort i de to holds næste semifinale for at spille sig i DM-finalen.

Herning-Ikast Håndbold leverede en kæmpe overraskelse, da midtjyderne slog de flestes favoritter til DM-guldet i Odense Håndbold med 28-26 på udebane i DM-semifinalen.

Opgøret var det første af potentielt tre semifinaler mellem de to mandskaber, der kæmper om en plads i DM-finalen mod enten Team Esbjerg eller København Håndbold.

Dermed kan Herning-Ikast nøjes med uafgjort i de to holds anden semifinale på onsdag og spille sig i DM-finalen.

De fynske favoritter fik en noget nær eventyrlig start på opgøret. Her viste særligt Stine Jørgensen klassen fra start og hjalp med flere scoringer Odense til en føring på 5-1 efter bare fem minutter.

Det fik Herning-Ikast-cheftræneren, Kristian Kristensen, til at hive det grønne timeout-kort frem og give en regulær skideballe til sine spillere.

- Vågn nu op, lød den klare besked fra en tydeligt irriteret Kristian Kristensen.

Det opråb gik klart ind hos de midtjyske spillere, der kæmpede sig tilbage i opgøret.

Særligt takket være en stor præstation fra Jessica Ryde i målet, der hurtigt fik chancen i stedet for det normale førstevalg, Sabine Englert, og prompte kvitterede for tilliden med flere redninger.

Redninger var der til gengæld ikke mange af i Odense målet, og så kunne de to mandskaber gå til pause med en kamp, der var vendt totalt på hovedet og en overraskende føring til Herning-Ikast på 16-13.

I begyndelsen af anden halvleg fortsatte problemerne med at vokse for fynboerne. Magien i Stine Jørgensens højrearm var forsvundet, og i den anden ende kunne forsvaret slet ikke håndtere en storspillende Helene Fauske.

Det midtjyske forspring på seks lod fynboerne sig ikke kyse af. Jan Pytlicks mandskab arbejdede sig langsomt ind i kampen igen og var med et kvarter tilbage atter indenfor rækkevidde af sejren.

Men Herning-Ikast formåede alligevel at holde fynboerne bag sig i en spændende afslutning og tog en fornem sejr på 28-26.

De to hold mødes på onsdag i den anden semifinale. Her kan Herning-Ikast sikre sig en plads i DM-finalen med minimum uafgjort.