Herning-Ikast-træner har overvundet intern uro: - Det har været hårdt

Cheftræner Kristian Kristensen anerkender, at sæsonen i Herning-Ikast har været hård. Men han er glad for at slutte af med en DM-finale.

Få danske håndboldfans havde inden sæsonen gættet på, at Herning-Ikast ville spille finale om danmarksmesterskabet. Men det er lige netop, hvad de skal, når de senere på måneden møder Team Esbjerg i kampen om DM-guldet.

I efteråret var der ikke meget, der tydede på en finale. Her herskede der massiv uro i Herning-Ikast, som dengang skulle have holdt hemmelige samtaler med en potentielt kommende cheftræner.

- Jeg kan ikke løbe fra, at det har været hårdt, siger Kristian Kristensen til TV 2 SPORT.

I få timer meldte Herning-Ikast ud, at Kristian Kristensen var fyret. Ifølge klubben viste det sig dog at have været en ’teknisk fejl’.

- Der var lidt storm i glasset igennem sæsonen, og det er selvfølgelig aldrig rart, siger Kristian Kristensen.

Det endte med, at Kristensen selv sagde op – dog først med effekt efter denne sæson.

- Jeg synes, at vi har været dygtige til at skille det ad. Det har i hvert fald ikke forstyrret nede på banen, og det er det et synlig bevis på med det spil, vi har leveret.

'Kan ikke skrives bedre'

Kristian Kristensen overtog som cheftræner i 2016, dengang klubben hed FC Midtjylland. Han er glad for at runde sin tid af med en medalje.

- Det kan næsten ikke skrives bedre. Vi vil gerne tage det sidste skridt i finalen mod Esbjerg, men alene det at komme ind og spille en finale er kæmpestort. Det er en overpræstation, siger Kristian Kristensen.

I finaleholdenes seks indbyrdes opgør i denne sæson har Team Esbjerg vundet alle seks gange over Kristensens Herning-Ikast.

Derfor skal Kristian Kristensen have knækket koden til, hvordan hans hold kommer til sejr.

- Det er os, der skal ud og opfinde noget nyt og komme med noget x-faktor, fordi vi er blevet sat på plads af dem så mange gange i år, siger han.

Den første DM-finale bliver spillet den 18. maj i Esbjerg.