Håndbold

KIF-træner 'frustreret' over straffekast - DHF erkender fejl

DHF erkender, at der blev lavet en fejl ved et straffekast i kampen mellem Lemvig og KIF Kolding, hvor der ikke blev givet tegn til KIFs målmand.

Fem minutter før tid i kampen mellem Lemvig-Thyborøn og KIF Kolding udspillede der sig en potentiel kampafgørende situation, da hjemmeholdet fik tilkendt et straffekast ved stillingen 24-23.

Lemvigs Rasmus Porup står klar til at kaste, og Anders Petersen er klar i målet for KIF, inden kampens dommerpar Mads Dahl Hermann og Jesper Madsen beder dem vente.

Få sekunder senere får Rasmus Porup et tegn fra dommeren, der fløjter i samme sekund. Imens står Anders Petersen og sparker til den ene stolpe, og Rasmus Porup kan derfor nemt kaste bolden i nettet til en tomålsføring.

- Anders står ved stolpen og gør sig klar, og spilleren gør sig klar til at skyde. Dommeren giver tegn til spilleren om, at vi gør klar til at skyde, men de giver ikke tegn til Anders. Sådan hænger gamet jo ikke sammen, siger KIF Kolding-træner, Lars Rasmussen, til TV 2 SPORT.

- Hvis du giver et tegn til den ene, så giver du også tegn til den anden. Der har været stop i spillet. Det frustrerer mig. Jeg kan sige så meget, at det er en kampafgørende situation, og den har betydning for os. Jeg siger ikke, at Anders havde taget det straffe, men jeg siger, at man skal have lov til at være klar.

DHF: Dommere skal sikre, at spillere er klar

Regelfortolker i Dansk Håndbold Forbund, Jørn Møller Nielsen, giver Lars Rasmussen ret i, at kampens dommerpar lavede en fejl.

Han har været i kontakt med kampens dommere Mads Dahl Hermann og Jesper Madsen, der er ærgrer sig over deres fejlkendelse.

- Dommerne ærgrer sig selvfølgelig over situationen. Der står helt præcis i spillereglerne, at dommerne skal sikre sig, at spillerne har indtaget korrekte positioner, når de fløjter et kast i gang. Der skal i hvert fald være givet et signal til, at de skal være klar.

- I den her situation hvor der har været et spilstop på grund af nogle ting ved udskiftningsområdet, var der et kortere spilstop for at tage det her straffekast. Der skal dommerne selvfølgelig sikre sig, at målmanden er klar, og det er han tydeligvis ikke, siger Jørn Møller til TV 2 SPORT.

Dommerne kunne i den pågældende situation have taget straffekastet om, hvis de havde set, at Anders Petersen ikke var klar, men kampens dommere havde ganske enkelt ikke set, at målmanden ikke stod klar.

- De kan sagtens fløjte et kast i gang, fløjte igen, og så tage kastet om. Det kan de sagtens i det her tilfælde. De sætter selvfølgelig ikke spillet i gang, hvis de havde set, Koldings målmand stod ved stolpen og sparkede til den, forklarer regelfortolkeren.

Jørn Møller Nielsen siger samtidig, at de i DHF vil bruge klippet fremover i uddannelsen af dommerne, så den slags situationer bliver undgået i fremtiden.

Kampen mellem Lemvig-Thyborøn og KIF Kolding endte med en sejr på 28-26 til Lemvig-Thyborøn, og KIF Kolding skal derfor ud i en knald eller fald kamp mod TM Tønder for at redde livet i den bedste danske håndboldrække.