Håndbold

Kaotisk afslutning på CL-opgør - træner udvandrede fra pressemøde

Trænere og spillere kom i klammeri i kampen mellem Pick Szeged og Vardar Skopje.

Stemningen var intens hos spillere og trænere både under og efter returopgøret i Champions League mellem Pick Szeged og Vardar Skopje.

- Hvad sagde du til Parrondo sidst i kampen, for det virkede til, du var sur på ham?

Spørgsmålet fra en journalist kom sent på pressemødet efter Champions League-kvartfinalen mellem Pick Szeged og Vardar Skopje.

Faktisk så sent, at trænerne og spillerne på pressemødet allerede havde rejst sig op, fordi det et kort øjeblik virkede til, at pressemødet var slut.

Men da spørgsmålet kom, satte de sig ned igen. Med undtagelse af Pick Szegeds træner, Juan Carlos Pastor, som var ham, spørgsmålet var stillet til.

Spanieren sagde nogle få ord, inden han forlod rummet med et 'adios' uden at sige farvel til sine modstandere.

Det tidlige exit fra pressemødet irriterede Vardar Skopje-spilleren Stas Skube, som tidligere har spillet under Pastor.

- Endnu engang viser du, hvilken person du er, lød det fra slovakken, da Pastor vandrede ud af lokalet.

Pick Szegeds træner, Juan Carlos Pastor, blandede sig i de kaotiske scener.

Med Pick Szeged-træneren væk rettede det tidligere spørgsmål sig nu mod Parrondo, som dog ikke ville gengive samtalen.

- Jeg sagde ikke et eneste ord til ham. Men Pastor kom over til mig og sagde noget grimt på spansk, som jeg ikke har lyst til at sige videre, svarede Parrondo, der som spiller nåede at være under Pastor i 12 år.

Stemningen på pressemødet havde udviklet sig til at blive lige så intens, som det der udspillede sig på banen forinden.

Dårligt for håndboldens image

Med 30 sekunder tilbage af returopgøret var der kommet en afgørelse.

Vardar Skopje havde reduceret Pick Szegeds forspring på otte mål ved pausen, så de nu kun var bagud med fire mål. Med en sejr på otte mål i bagagen fra første kamp var den makedonske klub bedst sammenlagt. De skulle derfor blot have tiden til at rinde ud, før de var klar til Champions League-semifinalen.

Jeg kommer fra et sted, hvor opførslen er vigtig, og hvor værdierne er hævet over resultatet

Juan Carlos Pastor

Men inden det skete, udbrød der et stort klammeri mellem de to hold. Vardars Rogerio Moraes' voldsomme tackling på Bence Banhidi fik sat fut under Pick Szegeds bænk, og kort efter kom Vardar-spillerne Moraes til undsætning.

Dommerne fik pludselig travlt med at styre løjerne, hvor der fløj udvisninger og røde kort til højre og venstre. Blandt andet til Pick Szegeds assistenttræner, der kastede sit skilt om halsen op i vejret og gestikulerede kraftigt ud til hjemmepublikummet.

Juan Carlos Pastor forsøgte at tage en timeout for at få noget ro på kampen. Da det ikke lykkedes, udvekslede han uden for kameraernes synsvinkel ord med Parrondo. Samme samtale, som Parrondo henviste til på det efterfølgende pressemøde.

Pastor afviser, at han skulle have gjort eller sagt noget forkert og peger nærmere på Vardar Skopjes opførsel.

- Vi er nødt til at være noble i sejre ligesom i nederlag. Jeg bad om en timeout for at få en ende på det kaos. Jeg kommer fra et sted, hvor opførslen er vigtig, og hvor værdierne er hævet over resultatet.

Parrondo havde ikke lyst til at svare sin trænerkollega igen, selvom han ærgrer sig over, hvordan kampen udviklede sig.

- Jeg har aldrig haft noget dårligt at sige om ham. Jeg kan sætte mig ind i, at det var en stresset situation i en vigtig kamp, men jeg har aldrig fornærmet nogen, som han gjorde. Det er ikke godt for håndboldens image, hvad vi så, siger han.

Vardar Skopje er nu klar til Champions Leagues Final4 sammen med Vive Kielce, Veszprem og Barcelona.