Håndbold

Skjern-profil skal opereres – spiller håndbold, men kan ikke sidde i sofaen

Eivind Tangen ser ingen grund til at blive opereret, inden sæsonen er forbi, selvom rygsmerter giver ham problemer ved basale hverdagsting.

Herrernes slutspil er i fuld gang, og betydningen af at være med til de afgørende kampe er til at få øje på hos Skjerns norske landsholdsspiller Eivind Tangen.

I øjeblikket løber han rundt med en diskusprolaps i den nederste del af ryggen, men smerterne får ham ikke til at tage på tidlig sommerferie.

- Jeg har det egentlig okay. Jeg har det sværere ved andre ting end håndbolden. Jeg har svært ved at sidde, ved at sove og sådanne hverdagsting. Når jeg først kommer i gang og spiller håndbold, så går det okay, siger Eivind Tangen til TV 2 SPORT.

Den 26-årige bagspiller fortæller ydermere, at han skal opereres, og at han udskyder denne, til Skjerns kampprogram er tomt.

- Det er lidt svært at sige, hvordan jeg kan spille håndbold, men ikke kan sidde i sofaen. Det er lidt mærkeligt. Men det fungerer bare, så det har været rigtig dejligt, at det ikke går ud over håndbolden.

Eggert skadet under kamp

I den vigtige slutspilskamp mod Aalborg, som Skjern mandag aften vandt med hele 35-28, var der også bekymrende nyt på fløjpositionen for vestjyderne, da rutinerede Anders Eggert udgik undervejs med et riv i læggen.

- Det skete fuldstændig alene på vej hjem. Så kunne jeg bare mærke det, som hvis det var en lille nål, der stak i ens ben. Så vidste jeg godt, at det har jeg prøvet før, men det plejer at være voldsommere, siger Anders Eggert.

Om en uge fylder Eggert 37 år, men alderen har i denne sæson ikke kunnet mærkes på banen, hvor han har været mere eller mindre forskånet for skader. Derfor håber han, at han kan færdiggøre sæsonen.

- Det gjorde egentlig ikke ondt, men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke skulle spille mere. Nu skal jeg lige vente et par dage og se, hvordan den har det, siger han.

Skjern spiller igen på søndag en vigtig slutspilskamp mod TTH Holstebro.