Håndbold

Aalborg-profil i fare for at misse resten af sæsonen

Magnus Saugstrup prøver at holde smerterne ud.

Magnus Saugstrup har pådraget sig en ledbåndsskade i venstre skulder. Den kan holde ham ude i op til seks uger.

Inden haluret havde rundet to minutter i Skjern mandag aften, blev Aalborg Håndbold kraftigt svækket i slutspilskampen mod de grønblusede vestjyder.

I en kamp om bolden med Bjarte Myrhol landede Magnus Saugstrup hårdt på sin venstre skulder, så han måtte udgå af kampen, som Aalborg endte med at tabe 28-35.

Onsdag kom resultatet af scanningen, og med dét i hånden må nordjyderne erkende, at de med al sandsynlighed også må undvære Saugstrup resten af sæsonen.

Den 22-årige stregspiller har pådraget sig en ledbåndsskade i skulderen, som kan holde ham ude i op til seks uger, bekræfter Aalborg Håndbold-direktør Jan Larsen over for TV 2 SPORT.

- Det er et voldsomt handicap for Aalborg. Det svækker deres chancer for en DM-finale og dermed mulighed for at vinde guld betragteligt, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

19-årig hentet op i ligatruppen

Ifølge Aalborg Håndbolds hjemmeside tyder alt på, at Magnus Saugstrup undgår operation. Klubben frygtede, at skaden også kunne have holdt stregspilleren ude i begyndelsen af den kommende sæson.

Som erstatning for Saugstrup har Aalborg-træner Stefan Madsen hentet 19-årige Jonas Neve Byrresen op i ligatruppen fra U18-holdet.

I forvejen tæller det nordjyske ligaholds skadesliste Knud Ronau, Andreas Holst, Buster Juul og Søren Westphal.

Aalborgs anden stregspiller, René Antonsen, kom på banen i Skjern i stedet for Magnus Saugstrup, selv om han først lige var vendt tilbage efter en skade i underarmen og ikke var tiltænkt spilletid.

Aalborg mangler at møde SønderjyskE og TTH Holstebro i slutspillet. Med én sejr er nordjyderne semifinaleklar.