Håndbold

KIF-legende vender tilbage til altafgørende kampe

Lasse Boesen skal hjælpe Lars Rasmussen på KIF Koldings bænk i de sidste afgørende nedrykningskampe.

Lasse Boesen har tilbudt KIF-cheftræner Lars Rasmussen og spillertruppen sin hjælp i playoffkampene mod TM Tønder.

Når KIF Kolding fredag tager hul på nedrykningsduellen, som i sidste ende kan risikere at sende Danmarks mest vindende herreklub ud af ligaen, bliver det med klubkoryfæet Lasse Boesen på trænerbænken.

Lasse har tilbudt sin hjælp til mig og spillerne i de kommende kampe. Det har jeg stor respekt for

Lars Rasmussen, KIF-cheftræner

JydskeVestkysten var onsdag formiddag først med nyheden om Boesens rolle som assistenttræner i de afgørende kampe mod TM Tønder, og efterfølgende har både hovedpersonen og KIF-cheftræner Lars Rasmussen bekræftet tilgangen over for TV 2 SPORT.

- Jeg tror på klubben, klubbens historie, spillerne og de som finansielt står bag klubben. Jeg glæder mig til at hjælpe holdet og bakke dem op. Det bliver spændende, vi vil gøre alt hvad vi kan, og jeg glæder mig, skriver 39-årige Lasse Boesen i en SMS.

Udover de mange år som spiller i barndomsklubben har Lasse Boesen tidligere også været sportsdirektør og assistenttræner i KIF Kolding.

En rolle, som han nu igen skal indtage i de to, måske tre, nedrykningskampe, som kan ende med Koldings første nedrykning fra den bedste række i 35 år.

- Det vigtigste er at redde Kolding, og Lasse har tilbudt sin hjælp til mig og spillerne i de kommende kampe og ikke mere end det.

- Det er jo kun dejligt og positivt, at Lasse gør det her. Det har jeg stor respekt for, siger Lars Rasmussen til TV 2 SPORT.

KIF Kolding blev sendt ud i nedrykningskampene, da de lørdag tabte 26-28 til Lemvig-Thyborøn.

Indslag fra kampen mellem Lemvig-Thyborøn og KIF Kolding, som sendte sidstnævnte ud i altafgørende nedrykningskampe Video: David Schiøler

En stor skuffelse for Lars Rasmussen, som senere på aftenen fik en smule opmuntring i form af en SMS fra Lasse Boesen.

- Der skriver Lasse en sød besked til mig, hvori der blandt andet står, at hvis jeg føler, at han kan byde ind med hjælp i form af sparring til træning eller kampe, så jeg ikke står mutters alene med det hele, jamen, så vil han gerne tilbyde det uden at få betaling for det, fortæller KIF-træneren.

Han vendte det efterfølgende med direktør Christian Phillip og bestyrelsen, ligesom også spillerne blev hørt om muligheden for sparring med Lasse Boesen.

- Der valgte vi i samråd med spillerne at sige, at det var en god idé. Jeg synes, det er en god idé, siger Lars Rasmussen om det forestående samarbejde med Boesen, som han har spillet sammen med på det danske herrelandshold.

Lasse Boesen og Lars Rasmussen ved en landsholdstræning i 2003.

Lars Rasmussen efterfulgte faktisk selv Lasse Boesen som assistenttræner for Kolding i sommer, da både Lasse Boesen og far Jens Boesen, den mangeårige KIF-direktør, stoppede i klubben.

I februar overtog Lars Rasmussen cheftrænerposten fra fyrede Lars Frederiksen. Sidenhen har målmandstræner Karsten Lund hjulpet på bænken for Lars Rasmussen, der nu til Tønder-kampene får Lasse Boesen som assistent.

Lasse Boesens navn, ja efternavnet Boesen giver jo mange associationer i KIF Kolding. Er du ikke bekymret for, at hans tilbagevenden til bænken kan skabe unødigt fokus til de afgørende kampe?

- Det allervigtigste for mig er, at vi vinder de næste to håndboldkampe. Og hvis jeg og spillerne føler, at Lasse kan være en hjælp dér, så mener jeg, at det er vigtigere, end hvad nogle folk uden for banen tænker om Boesen-navnet, siger Lars Rasmussen og fortsætter:

- Jeg går ud fra, at alle der holder med Kolding også har en intention om, at vi efter bedste evne skal vinde vores kampe, og når jeg og spillerne føler, at Lasse godt kan hjælpe dér med sparring på bænken, så synes jeg, at det er dét, der skal være glæde ved.

TV 2 SPORT sender den anden nedrykningskamp mellem TM Tønder og KIF Kolding tirsdag 14. maj klokken 21.00.