Tanken om at stoppe strejfede Klavs Bruun efter stort nederlag
Et møde efter en skuffende kamp mod Norge blev afgørende for det danske landsholds fremtid.
Humøret er højt, og optimismen er let at spore hos Danmarks landstræner Klavs Bruun Jørgensen inden den første af to VM-kvalifikationskampe mod Schweiz på lørdag.
Så sent som for to måneder siden var der dog ikke meget, der gik hans og de danske håndboldkvinders vej. Faktisk var de i strid modvind og i en spillemæssig krise, da de 21. marts tabte 20-31 til Norge.
- Der skal jeg være ærlig at sige, at der var jeg meget tæt på bare at pakke mine ting og sige: "Det her, det kan jeg ikke mere". Fordi det skal være troværdigt. Hvis ikke vi kan snakke om nogle ting og tage det med ind på banen, er det ikke mig, der skal føre det videre, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.
Selvom det bare var en kamp i træningsturneringen Golden League, gjorde nederlaget i åbningskampen knusende ondt.
Landstræneren var skuffet og overrasket over det, han så sine spillere levere på banen i den første kamp siden EM i december sidste år. Her tjekkede Danmark ellers ud af slutrunden med en sejr over Montenegro, hvor de viste noget af den vilje og det mod, landstræneren havde håbet at se igen mod Norge.
Så du var reelt ved at sige op?
- Jeg ved ikke, hvor tæt på jeg var, men tanken strejfede mig. Jeg har det ikke som landstræner, at jeg bare klynger mig til jobbet, fordi der er prestige i at være landstræner. Overhovedet ikke. Jeg skal kunne se, at der sker et eller andet, uddyber landstræneren.
Han var ikke alene med de destruktive håndboldtanker og alvorlige bekymringer for det danske landshold.
Holdets anfører, der skal gå forrest på banen, Stine Jørgensen, husker også tydeligt, hvordan det var i timerne efter den smertefulde kamp i marts.
- Det var lidt hårdt dagen efter kampen mod Norge. Jeg må sige, at der tænkte man godt nok, at man lige så godt kunne lade være med at spille, sådan som den kamp var, siger Stine Jørgensen.
Et møde med afgørende betydning
Dagen efter kampen mod Norge var der hviledag. Det danske landshold brugte dog ikke meget af tiden på at hvile. I stedet blev hovederne lagt i blød.
Der skulle findes en forklaring, en løsning, et eller andet, der kunne vende skuden til den kommende kamp mod de forsvarende verdens- og europamestre fra Frankrig.
Derfor indkaldte Klavs Bruun Jørgensen sine spillere og stab til et møde. Et møde, der skulle vise sig at blive afgørende for hans og holdets fremtid. Mødet blev således yderst konstruktivt for alle parter.
- Jeg kan ikke gå ind i, hvad det var, vi snakkede om, men i hvert fald at der blev snakket meget, siger Klavs Bruun Jørgensen, inden han åbner døren til mødelokalet en anelse på klem:
- De (spillerne, red.) snakker jo egentlig rigtig fint med hinanden, men det er bare vigtigt, at man i plenum en gang imellem tør at stille sig frem, og at nogle af de ældre spillere hører, hvad det er for nogle ting, de unge tumler med.
Det var nemlig ikke kun de ældre og rutinerede spillere, der tog ordet, fortæller Klavs Bruun Jørgensen. Det var også dem af 'yngre årgang', som han siger.
Anfører Stine Jørgensen husker også mødet.
- Vi så selvfølgelig kampen (mod Norge, red.) igennem, men var også virkelig nede at grave dybt efter, hvad vi som hold egentlig indeholder, og hvad vi gerne vil fremstå som. Det lykkedes os at vise noget af det i de to næste kampe, siger Stine Jørgensen.
Resultatet af mødet kunne tydeligt ses den efterfølgende dag, hvor et forvandlet dansk hold gik på banen mod Frankrig og slog de nykårede europamestre 25-22.
Dagen efter uddelte danskerne en håndboldlektion til Rumænien med en sejr på hele 36-23.
- Egentlig tror jeg, at vi er meget enige om det (der skal ske, red.), men nogle gange skal der sættes nogle ord på og derefter noget handling bag, og det tager åbenbart noget tid for os, siger den danske anfører.
Fremhæver Mie Højlund-scoring
I kampen mod Rumænien husker landstræneren tilbage på en scoring fra 21-årige Mie Højlund.
Den talentfulde bagspiller fik bolden i fuld fart og stoppede ikke, før hun løbende sendte en hammer af sted.
- Det sagde bare 'sjask'. Jeg var ekstremt glad, da hun kom ud, hvor jeg sagde: "Satans, det har jeg sgu ikke set før!" Så sagde hun: "Nej, det er også første gang, jeg laver den," siger landstræneren.
Han nævner scoringen som et eksempel på, hvad mødet endte med at betyde for spillerne. De blev mere frigjorte, mere sammentømrede, og der var nyfunden plads til at udfolde sig, tage chancer og plads til at begå fejl.
- Sådan er det for flere af spillerne, at man nogle gange begrænser sig selv, fordi man er lidt bange for at stille sig lidt længere ud, og det er ikke altid hensigtsmæssigt. Der skal vi turde at lægge os lidt mere ud.
- Nogle gange handler det om at få trygheden internt i gruppen, og så kan man begynde at tage det med ud, siger Klavs Bruun Jørgensen.
Danmark spiller første playoffkamp mod Schweiz om en plads ved VM i Japan lørdag klokken 16.10. Se kampen på TV 2 og TV 2 PLAY med optakt fra klokken 15.50.