Håndbold

Hansen høster international hæder

Mikkel Hansen er stemt ind på årets hold i Champions League. Han skiller sig ud fra alle de andre udvalgte.

Mikkel Hansen er efterhånden fast inventar, når diverse drømmehold bliver præsenteret.

Således er den danske håndboldstjerne også med på All Star-holdet i Champions League. Holdet er sammensat af fans, og Mikkel Hansen er den eneste spiller på holdet, der ikke skal være med i weekendens Final 4.

Mikkel Hansen er samtidig den eneste dansker blandt de udvalgte, der ud over startopstillingen tæller den bedste forsvarsspiller, den bedste unge spiller og en træner.

  • Målmand: Dejan Milosavljev – HC Vardar
  • Venstre fløj: Timur Dibirov – HC Vardar
  • Venstre back: Mikkel Hansen – Paris Saint-Germain
  • Playmaker: Kentin Mahe – Veszprém HC
  • Højre back: Dainis Kristopans – HC Vardar
  • Højre fløj: Ivan Cupic – HC Vardar
  • Streg: Julen Aguinagalde – Vive Kielce
  • Bedste forsvarsspiller: Blaz Blagotinsek - Veszprém HC
  • Bedste unge spiller: Ludovic Fabregas - Barça Lassa
  • Træner: Robert Garcia Parrondo – HC Vardar

Som det fremgår, er Vardar den klub, der har flest spillere med på All Star-holdet. Fire spillere og træneren er med for klubben, der møder Barcelona i lørdagens sene semifinale.

I den første semifinale mødes Veszprem og Kielce, der til sammen har tre spillere med på holdet.

Det er i øvrigt anden gang i denne uge, Mikkel Hansen placeres på et drømmehold. Forleden havde håndboldspillerne stemt Hansen ind på deres eget All Star-hold, hvor Niklas Landin i øvrigt er valgt som målmand.