Håndbold

René Toft valgte Benfica af hensyn til landsholdet

René Toft Hansen følger i denne weekend Final 4 fra tribunen. Det bliver formentlig hans sidste oplevelse i Champions League.

René Toft Hansen vil gå langt for at holde fast i titlen som landsholdsspiller.

Selvom den 34-årige stregspiller har døjet med mere eller mindre alvorlige skader, siden han fyldte rundt, kæmper han for at vende tilbage i nationaldragten.

Det er faktisk lige præcis derfor, han trækker den rød-hvide Benfica-trøje over hovedet i næste sæson.

- Nu får jeg ikke de store kampe i Benfica. Jeg regner ikke med, at vi skal spille Final 4 om nogle år, men så håber jeg, at jeg fortsat kan bidrage på landsholdet og få de store kampe dér. Det skal jeg selvfølgelig have en snak med landstræneren om, men hvis jeg er skadesfri, føler jeg stadigvæk, at jeg har noget at bidrage med på landsholdet. Så er det op til Nikolaj, om han vil have mig med, fortæller René Toft til TV 2 SPORT.

I denne weekend følger han sit klubhold Veszprem i Champions League. Toft er skadet, og derfor er han henvist til tribunerne i sin formentligt sidste sæson i verdens største klubturnering.

Ufatteligt professionelt i Benfica

Den danske landsholdsstjerne nåede kun at få en enkelt sæson i Veszprem, hvor han i store dele af efteråret døjede med en lyskeskade. En skade, han nåede at blive kvit op til VM i januar, hvor det igen gik galt.

Endnu et riv i lysken sendte René Toft ud af VM-slutrunden, og fire dage senere måtte stregspilleren også konstatere, at resten af sæsonen var væk, da han skulle gennemgå en operation. Nu håber Toft Hansen, at skiftet til Benfica betyder færre skader.

- Jeg var nede at se faciliteterne, og det er ufattelig professionelt dernede. Det er en fodboldklub, der styrer det, så alle faciliteterne er i orden, og jeg håber virkelig, at det, at jeg kommer væk fra de Champions League-kampe og de rejsedage, der slider lidt på kroppen, gør, at jeg så kan spille lidt flere år og ikke mindst være med til at bidrage inde på banen.

René Toft Hansen har spillet 142 landskampe, siden han fik debut i september 2005.

I søndagens Champions League-finale skal Veszprem møde Vardar, der slog danskerklubben Barcelona i den anden semifinale. Kampen om bronze står mellem Barcelona og Vive Kielce.